Det er ikke størrelsen …

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

JP Finans skriver massivt om Amager Bakke. Med ihærdig flid har to journalister gennemlæst et hav af dokumenter, analyser og har nu senest været i Sverige for at høre om svensk affaldsimport. Det har desværre ført til nogle meget mærkværdige artikler hen over efteråret. Beslutningen om et anlægsprojekt af Amager Bakkes størrelse er blevet reduceret til et personligt projekt for ”den syngende direktør” på ARC.

Det er synd og skam. Og helt og aldeles ude af trit med sandheden.

Amager Bakke blev vedtaget i august 2012, da vores fem ejerkommuner besluttede at give en lånegaranti for anlægget. Låneanmodningen blev godkendt på baggrund af analyser og undersøgelser foretaget helt tilbage fra 2004. Sidst i forløbet opstod der en diskussion om det rigtige i at investere i et forbrændingsanlæg frem for andre teknologier, og der udspandt sig også en debat om anlægsstørrelsen.

Beslutningen blev derfor taget på et fuldt oplyst grundlag, tæt fulgt af den skrevne presse. Der er med andre ord ikke den sten, der ikke blev vendt allerede tilbage i perioden. Og godt for det. For det er meget naturligt, når investeringsrammen er tæt ved 4 mia. kr. Forudsætningen for ejernes godkendelse af låneanmodningen var en politisk aftale, der regulerede de vilkår, som ARC skulle agere under. Det betød blandt andet begrænsninger i forhold til den forbrændte mængde affald, andelen af biomasse og forbud mod importeret affald.

Nødt til at reagere

Imidlertid måtte vi konstatere, at særligt el-prisens nedadgående tendens ville kunne bringe investeringen i Amager Bakke i minus, hvis vi ikke valgte at gøre noget. Sammen med en lavere affaldsmængde – hvor vi gerne vedstår, at vores forudsigelser om fremtidige affaldsmængder ikke holdt – og lavere afregningspris for varmen, ville det være uansvarligt ikke at reagere. ARC er på nuværende tidspunkt på ingen måde i økonomiske problemer, men rettidig omhu er et nøgleord for os.

Derfor valgte vi at gå til vores ejere og forelægge dem prognoser på, hvad en uændret udvikling ville betyde. Ejerne foretog et analysearbejde og endte op med at anbefale en ny revideret aftale, der blandt andet tillader import op til en vis grænse. Det er en god aftale – for ARC og for miljøet. Aftalen skal implementeres de kommende år. Ejerne fik desuden Kromann Reumert til at analysere, om der var truffet beslutninger om Amager Bakke på et uoplyst og utilstrækkeligt grundlag. Det var der ikke.

Og det havde vi sådan set heller ikke regnet med. Vi mener, at vi har gjort det bedste, vi kunne. Vi har som det første danske affaldsanlæg arbejdet med en business case, og vi har dybdeanalyseret alle tænkelige forhold.

Korrekt for det utrænede øje

Det har været gennemgående for alle JP’s skriverier, at man sammenkæder anlægsstørrelsen med affaldsmængden. Ergo, jo mindre affald, des større overkapacitet. Det er da også korrekt for det utrænede øje. Men beslutningen om kapacitet handler også om anlægspris, driftsforhold, fleksibel produktion, forsyningssikkerhed og mulig liberalisering.

Så hvis fokus alene er på anlæggets kapacitet og den nuværende affaldsmængde, er det jo let nok at beskrive byggeriet som en skandale. For lige nu er anlægget for stort. Men hvis man tager det rette fokus og inddrager de andre betydende faktorer, bliver virkeligheden en helt anden.

Senest kan man læse, at de lokale virksomheder giver mig en kold skulder. En lektor hives ind for at kritisere den politiske aftale i samme artikel. Samtidig tager avisen en tur til Sverige og sætter spørgsmålstegn ved holdbarheden i import fra England. Her er det jo meget sjovt, at avisen selv begynder at opsætte prognoser og skøn for udviklingen i importmulighederne. Endelig fremlægger avisen efter egen mening dokumentation for, at ARC skulle have afvist ”alle advarsler om at sende affald ud af landet”.

Det sidste kan jeg ikke genkende. Derimod kan jeg blive ret så forstemt over, at JP blot tager et citat ud af et brev til daværende adm. direktør i Københavns Kommune, Hjalte Aaberg, og sætter det ind i deres egen, selvvalgte sammenhæng.

Det samme gælder, når JP skriver: »Ulla Röttger afviser i en mail, at det er et problem for redningsplanen, at hun ikke kan holde på affaldet fra de lokale virksomheder, da det ifølge direktøren allerede er indregnet. Direktøren forholder sig dog ikke til, om mere erhvervsaffald kan forsvinde.« Når jeg ikke forholder mig til, om der kan forsvinde mere erhvervsaffald, skyldes det alene, at journalisterne ikke har spurgt.

Jyllands-Posten svarer:

Kendsgerningen i denne sag er, at Miljøstyrelsen i november 2011 advarede om, at ARC, ejerselskab bag Amager Bakke, risikerede at miste en stor del af sit erhvervsaffald til udenlandske anlæg, da handlen med erhvervsaffald på tværs af landegrænser var givet fri. Erhvervsaffaldet udgjorde ifølge Miljøstyrelsen 50 pct. af det forbrændingsegnede affald.

I dag er det en langt mindre andel, der ender i ARC’s ovne, for som Ulla Röttger selv udtrykker det, er 90.000 ton erhvervsaffald ”forsvundet”. Röttger formoder, at en del af affaldet bliver kørt til Sverige. Dette kan med ARCdirektørens egne ord betale sig, fordi der i Sverige ikke er afgifter på forbrænding af erhvervsaffald, mens ARC i Danmark betaler en afgift til staten for hvert ton afbrændt affald.

Det var netop dette faktum, som fik firmaet EA Energianalyse til i en rapport at advare om, at ARC risikerede at miste en stor del af sit erhvervsaffald til bl.a. Sverige. Rapporten blev imidlertid afvist af ARC som værende uden hold i virkeligheden. Ligeledes blev advarsler fra Miljøstyrelsen om samme risiko affejet af ARC-ledelsen, som ydermere afviste ønsker fra Københavns Kommune om at få udarbejdet en ny, alternativ affaldsanalyse.