Mening, arbejdsglæde og stolthed skal tilbage i den offentlige sektor
Hvis velfærdssamfundets kernetropper i børnehaverne, på skolerne, på plejehjemmene og på sygehusene mister meningen i arbejdslivet, er vi for alvor udfordret på fremtidens velfærd.
Mon ikke mange kender en sygeplejerske, en folkeskolelærer eller en sosu-assistent, der indimellem giver udtryk for en frustration over, at der i den offentlige sektor skal dokumenteres og registreres i en sådan grad, at den enkelte medarbejder er i fare for helt at glemme, hvad det egentlig var, de skulle lave, hvis de ikke hele tiden skulle bruge tid på at udfylde skemaer og opfylde målkrav. Det tror jeg.
Forleden hørte jeg om en sygeplejerske, der havde skiftet til en helt anden branche, fordi hun ikke længere kunne se meningen med at arbejde i den offentlige sektor.
Det er et problem, ikke bare for den enkelte, men også for samfundet og os alle sammen, fordi vi har brug for dygtige medarbejdere i den offentlige sektor. Medarbejdere, der kan se meningen i arbejdet, medarbejdere, der føler arbejdsglæde, og medarbejdere, der er stolte af at arbejde i den offentlige sektor.
De fire dimensioner i arbejdslivet
En afgørende forudsætning for, at man som medarbejder oplever arbejdsglæde og stolthed i sit job, er, at man kan se meningen i arbejdet.
Krifa har for nylig i samarbejde med TNS Gallup og konsulenthuset Wice gennemført en omfattende kortlægning af danskernes oplevelse af mening i arbejdslivet.
I kortlægningen opererer vi med fire forskellige dimensioner af mening i arbejdslivet. En ”indre mening”, der handler om at lykkes som menneske i arbejdet; en ”større mening”, der handler om, at jeg gennem mit arbejde bidrager til noget større; en ”kollegial mening”, der handler om, at det giver en oplevelse af mening at arbejde sammen med andre; og endelig en ”organisatorisk mening”, der handler om, at jeg kan se meningen i de beslutninger og forandringer, der sker i min organisation.
Krifas undersøgelse peger desværre ret entydigt på, at medarbejdere i den offentlige sektor har vanskeligere ved at se meningen i de beslutninger og forandringer, der sker i organisationen, end medarbejdere i den private sektor. Det er bekymrende, og derfor bør såvel politikere som ledere i den offentlige sektor have særligt fokus på at understøtte en kultur, hvor oplevelsen af mening, arbejdsglæde og stolthed kommer tilbage i højsædet.
En fingrene væk-reform
At udfylde skemaer og opfylde målkrav må aldrig blive et mål i sig selv.
Vi skal tilbage til, at den slags papirarbejde blot er noget, der understøtter det egentlige arbejde, og at det ikke får lov til at fylde så meget, at det ikke længere giver mening og derved går ud over arbejdsglæden, trivslen og oplevelsen af mening i arbejdslivet.
På baggrund af de dystre tal, der viser, at oplevelsen af mening er ved at sive ud af den offentlige sektor, er det glædeligt, at Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen i sin kongrestale for nylig brugte en del taletid på at erklære New Public Management for død, og at hun i samme anledning annoncerede et behov for en fingrene væk-reform, hvor politikerne skal tvinges til at blande sig udenom og i stedet skabe rum for faglighed og ledelse på de enkelte offentlige arbejdspladser.
Uanset regeringens farve
Men udviklingen i retning af stadig mere kontrol, bureaukrati og målstyring er sket uafhængigt af farven på skiftende regeringer gennem de seneste 30 år.
Så der er brug for at holde Mette Frederiksen op på de flotte ord, hvis hun skulle få nøglerne til Statsministeriet efter næste valg, og der er brug for at minde den nuværende Venstre-regering om, at vi skal passe godt på medarbejderne i den offentlige sektor.
Hvis velfærdssamfundets kernetropper i børnehaverne, på skolerne, på plejehjemmene og på sygehusene mister meningen i arbejdslivet, er vi for alvor udfordret på fremtidens velfærd. Det handler ikke kun om regneark og økonomi, men også om ledelse og om at have fokus på, hvad der giver mening for den enkelte medarbejder.