Hitlers vej til magten
Der er noget foruroligende over, at en magister (Helle Faurschou Hviid, JP 13/7) på baggrund af en fejlbehæftet kronik kan fastholde det ejendommelige synspunkt, at Hitlers vej frem imod den første regeringsdannelse i januar 1933 fandt sted på et »i demokratisk henseende uangribeligt grundlag«.
Den parlamentariske situation i Weimarrepublikkens sidste år var yderst kompleks. Efter den store koalition under socialdemokraten Hermann Müller i 1930 var brudt sammen, blev der hovedsageligt regeret via præsidentielle dekreter.
Det bedste, man kan sige om den periode, er, at de formelle redskaber til at skabe demokratisk legitimitet var til stede, men ingen af hovedrolleindehaverne ønskede en sådan.
Med udgangspunkt i den notoriske paragraf 48 i Weimarforfatningen intrigerede de i stedet omkring en stedse mere forvirret rigspræsident, der endte med at forære Hitler magten i januar 1933 – at det kom så vidt, var ikke et resultat af en demokratisk proces, men udelukkende af et kynisk rænkespil, hvor alle centrale aktører på nær én forregnede sig.