Vandring fra land til by ikke en naturlov
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I et indlæg i Jyllands-Postens Erhverv tidligere på måneden skrev cand.polit. og sekretariatschef for Boligøkonomisk Videncenter, Curt Liliegreen, at stigningen i servicejob i de store byer og faldet i produktionsjob er en del af en fundamental omstilling i dansk erhvervsliv. Det første er facts, som ingen kan være i tvivl om.
Men at omstillingen er en ufravigelig udvikling, som man kan »betvivle det nationaløkonomiske rationale i at bremse«, kan man i høj grad betvivle. Liliegreen glemmer nemlig den detalje, at det er produktionsjobbene, der bærer servicejobbene. Uden de store produktionserhverv som landbrug og fiskeri ville mange servicejob ikke have noget eksistensgrundlag, for det er servicejobbene, der betjener produktionen – ikke omvendt.
Som Landsforeningen Danmark på Vippen har påvist i vores hvidbog, lever vi i Danmark af vores nettoeksport, hvor industri, landbrug og søfart er de helt store bidragydere – altså erhverv, der ligger uden for de større byer.
Serviceindustrien, der holder til i de store byer, holder ganske rigtigt jobfest, men de flytter kun rundt på de penge, produktionserhvervene skaffer hjem i overskudsgivende eksport. Der er med andre ord et kæmpemæssigt nationaløkonomisk rationale i at bremse denne udvikling og skabe en bedre balance i placeringen af servicejobbene.
Naiv tilgang til landets udvikling
Ifølge Liliegreen kan omstillingen næppe bremses. Det er en naiv tilgang til landets udvikling. Naturligvis kan de servicejob, der betjener vores produktionsvirksomheder, placeres i de samme områder som produktionsvirksomhederne. Det er kun et spørgsmål om politisk vilje og fornuftig politik inden for logistik, bredbånd, uddannelsespladser, lokale kreditvilkår med mere.
Altså, politisk vilje til at skabe nogle rammevilkår, der i højere grad sikrer virksomhedernes eksistens uden for store byer.
Liliegreen mener, at udviklingen ikke kan afhjælpes ved at flytte små 4.000 job ud og give yderområderne bredbånd. Det kan den heller ikke. Men det er bestemt en start. De mange offentlige administrationsjob og servicejob, som ikke er knyttet til noget fysisk sted, kunne med fordel ligge tættere på de produktionserhverv, som de betjener.
Det ville både give en mere logisk funktionalitet mellem produktionsvirksomhederne og de services, der betjener dem og en bedre geografisk balance i hele landet.
Så inden Liliegreen advarer mod ikke at ”foregøgle sig selv”, at man kan ændre den påståede fundamentale udvikling, vil jeg advare imod, at man foregøgler sig selv, at vandringen fra land til by er en naturlov. Det er det ikke. Det er et dansk fænomen forårsaget af en alt for voldsom centralisering og en blind overførsel af ressourcer fra ”Det Lokale Danmark” til hovedstaden.