Kierkegaards flygtningekattelem

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvis du hader din flygtning, er løsningen, siger Søren Kierkegaard, at du indrømmer, at du hader din flygtning. Din flygtning er den næste, du møder, der er bange for ikke at komme Hjem. Hader, fordi flygtningen vækker den gru i dit hjerte, at du selv er dødsens angst for ikke at komme Hjem. Hjem med stort, som er ikkedømmende og uforanderlig kærlighed. Der, hvor du føler dig hjemme, alene fordi du er. Og ikke kun, fordi du er noget, som bifaldes. Hjemmet du ikke tør tro på, hvis du hader din flygtning, men som dit hjerte længes efter.

Du hader din flygtning for at være din ligemand. Dig selv på flugt mod, men også fra, fordi du frygter den, kærlighedens bestandighed. Men, siger Kierkegaard, da det at føle sig elsket selv er at elske, flygter du yderligere fra at komme Hjem, når du afviser din flygtning. Menneskeheden er èt Hjem i den forstand, at når du afviser en udstrakt hånd, vågner frygten i dit eget hjerte, fordi det er en vagtpost for menneskehedens fælles anliggende. Og så ved dit baghoved jo alt for godt, at når èn kan smides for ulvene i dag, kan du selv blive det i morgen.

Det er en grundantagelse hos Kierkegaard, at menneskeheden er én familie med forbundne hjerter. Få minutter efter, at en lille flygtning er druknet et sted, forfærdes hjerter alle steder. Ånden i Kierkegaards begreb om forbundne hjerter og menneskehedens fysiske netforbindelse flyder i stigende grad sammen i en enhed. Menneskeheden er èt hjerte hos Kierkegaard.

Tidløst tilbud om realisering

Din flygtning er intet nyt under solen, men et tidløst tilbud om realisering af et højere åndeligt niveau, menneskeheden som et fælles anliggende.

Her siger Kierkegaard, at tør du ikke det kvalitative spring ud i fællesskabet, ender du fortvivlet og truet af selvmord. Det passer meget godt med psykiatriens begreb om dissociation; spaltning af hjerte og sjæl hos dig, der kan nyde din mad, imens der kigges sultent ind ad dit vindue. Selvmord, om ikke andet fordi vinduet ender med at trykkes ned over dig en dag.

Som tidløs hjertekender siger Kierkegaard ikke noget om, hvor flygtningen aktuelt bedst skal bo. Men han siger, at din flygtning er dit hjerte, og at det går i stykker, hvis du skiller det ad. Lyder det deprimerende, så har Kierkegaard udtænkt en kattelem i form af indrømmelsen. Hvis du indrømmer, at du er endt med den rolle at hade din flygtning, er det godt nok til at bevare hjertet helt. En rolle, fordi Kierkegaard med henblik på at distancere dig fra hadet, sådan at du ikke vokser sammen med det, benytter sig af det redskab at perspektivere flygtningeproblemet som en teaterscene.

Praksis i Kierkegaards teaterredskab er, at du tilstræber at se både dig selv og din flygtning på flygtningescenen, men så at sige fra oven, fra flygtningeskyerne. Her fra din lidt ophøjede tilskuerplads skal du undlade at flygte fra, undlade at fordømme din haderolle på scenen, idet du holder fast i bevidstheden om, at rollen skyldes en dødsens angst for, at hvis du viser din flygtning tillid, bliver tilliden misbrugt til dit eget endeligt. Angst er en ærlig sag og ingen synd.

Kattelemmen låser hadet op

Du hader din flygtning, fordi du ultimativt ikke ser andre udveje end at drukne ham. Frygt, din tabte tillid til kærlighedens skaberkraft, forhindrer dig i at være det flygtningekærlige menneske, som Kierkegaard nægter at opgive troen på, at du inderst inde er.

Men du vil opdage, at kattelemmen låser hadet op og frigør en humanisme til det muliges kunst, så du kan holde ud at være sammen med både dig selv og din flygtning, hvilket er en og den samme hos Kierkegaard. Mere end kattelemmen, siger Kierkegaard i forståelse for, at du frygter kærlighed uden betingelser, er der ingen, der forlanger af dig i praksis. Dèt er at elske din flygtning som dig selv.