Flemming Østergaard kritiserer JP’s artikler om Parken

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er med dyb undren, at jeg de seneste døgn har fulgt Jyllands-Postens såkaldte ”fortælling” om min tid i Parken Sport & Entertainment – for ét er, at artiklerne er fulde af fejl, unøjagtigheder og manipulationer; noget andet er, at serien overtræder avisens egne etiske regler.

Over adskillige opslag og under den stærkt ladede kampagnetekst ”Kursfest i Parken” giver JyllandsPosten et stærkt fortegnet billede af virkeligheden – stærkt præget af de anklager, som er rettet mod mig af SØK, og helt uden at have taget hensyn til mit forsvar.

Det vender jeg tilbage til.

Det, der virkelig gør mig vred, er, at avisen fuldstændig tilsidesætter almindelige redaktionelle principper for fair journalistik.

Jyllands-Posten har nemlig ganske klare såkaldte redaktionelle grundpiller.

De er endda tilgængelige på avisens egen hjemmeside, men da de åbenbart er gemt væk for de journalister og redaktører, der står bag artiklerne om mig, repeterer jeg de mest relevante her:

Befriende klart og kort, ikke sandt?

Ærgerligt, at avisen i realiteten ser stort på disse principper.

Jeg betragter det ærligt talt som dybt uanstændigt, at Jyllands-Posten – midt under en verserende retssag mod mig, som reelt begyndte for fem år siden; efter måneders afhøringer; midt under proceduren og kort inden domfældelse – ser stort på al etik. Avisens journalister har ikke på noget som helst tidspunkt forsøgt at få fat på mig under udarbejdelsen af deres store serie. Ikke en eneste gang.

Vi kan vel godt være enige om, at jeg er ”den angrebne part” i artiklerne?

Interview i ugens løb

I påsken har jeg skrevet til Jørn Mikkelsen, avisens ansvarshavende chefredaktør, som hurtigt svarede, at han ville give mig plads til dette indlæg, og at jeg i øvrigt vil blive interviewet i avisen i den kommende uge.

Det sætter jeg pris på – om end det korrekte naturligvis ville have været at inddrage mig tidligere.

Hvis man havde taget kontakt til mig, så havde jeg fået mulighed for at bidrage med mine holdninger og forklaringer – og jeg ville kunne have sikret, at journalisterne ikke begik så mange elementære fejl.

Lad mig bare nævne ni af de mange konkrete fejl og unøjagtigheder, jeg allerede har set i de første tre såkaldte kapitler:

1. ”Don Ø sad enerådende i toppen af den ekspanderende underholdningskoncern Parken Sport & Entertainment.”

Forkert, jeg var formand for en bestyrelse med kompetente medlemmer valgt af en suveræn generalforsamling; jeg ejede kun personligt en mindre aktiepost; vi havde en stærk direktion. Ingen større beslutninger blev taget uden afstemning med Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der var hovedaktionær.

2. ”Peter Højland (nyt bestyrelsesmedlem, red.) fik grønt lys til at lade et advokatselskab undersøge Østergaards rolle ud fra et juridisk synspunkt. Det ni sider lange notat lå færdigt den 25. april 2005, og konklusionen var entydig: Don Ø indtog i praksis såvel posten som adm. direktør og som bestyrelsesformand i strid med aktieselskabsloven.”

Forkert, idet hverken bestyrelsen eller selskabets egen advokat ikke var enig i det pågældende notat, og Højland forlod efterfølgende bestyrelsen.

3. ”Det var erhvervsmanden Aldo Petersen, der i 1997 fik erhvervsmanden Flemming Østergaard til Parken som adm. direktør … Aldo Petersen var også manden, der 10 år senere introducerede Don Ø for et ambitiøst italiensk ferieprojekt i Montepaone på undersiden af den italienske støvle. Et projekt, som var med til at skubbe Parken ud på kanten af den økonomiske afgrund.”

Forkert, idet Jørgen Glistrup, daværende adm. direktør i Parken, netop konstruerede den foreslåede aftale på en måde, så Parken ikke kunne rammes. Det var primært finanskrisen, der bremsede projektet.

4. ”I efteråret 2007 havde han (Jørgen Glistrup, daværende adm. direktør, red.) fokus rettet stift mod drift, og han var ikke involveret i Don Ø’s mange projekter i detaljen.”

Forkert, idet det var Glistrup, der startede forhandlinger med Lalandia, Lalandia Billund og Fitness.dk, selvsagt i henhold til de strategier, som bestyrelsen vedtog.

5. ”En væsentlig opgave for Glistrup var køb af Parkens egne aktier.”

Forkert, idet det var en ganske lille del af den administrerende direktørs løbende opgaver, som Glistrup maksimalt brugte 20 til 25 minutter om ugen på.

6. ”Don Ø overskred klart grænsen for at være arbejdende bestyrelsesformand.”

Forkert, idet det tydeligt fremgår af den igangværende retssag mod mig, at bestyrelsen og jeg tog os af overordnede strategiske anliggende, mens den administrerende direktør stod for driften.

7. ”Ikke alle delte Don Ø’s begejstring for projektet (planlagt køb af italiensk feriecenter, red).

Harald Nielsen, alias ”Guld-Harald”, der havde siddet i Parken-bestyrelsen i 14 år, havde selv bygget huse syd for Napoli i 1980’erne … Montepaone ville være en skidt investering, advarede han.”

Forkert, idet Harald Nielsen ingen indvendinger kom med til mig – al den stund, at han allerede var trådt ud af bestyrelsen i 2006! Hans ”advarsler” blev jeg først bekendt med flere år senere.

8. ”Don Ø’s fodboldklub fik lov til at købe Parken for 138 mio. kr. svarende til en sjettedel af Balticas investering.”

Forkert, idet de 138 mio. kr. kun dækkede stadion. De attraktive kontorbygninger blev først erhvervet senere.

9. ”Don Ø var båret frem af en rygvind, der fik investorerne til at se igennem fingre med det meste.”

Forkert, idet Parkens investorer, herunder Lønmodtagernes Dyrtidsfond, naturligvis løbende var orienteret om, involveret i og medansvarlige for afgørende beslutninger i bestyrelsen og på generalforsamlinger.

Rockere og mafiabosser

Ud over disse konkrete fejl og unøjagtigheder, som jeg her nævner – og der er desværre mange flere – kædes jeg i artiklerne hensynsløst sammen med rockere, mafiabosser og bedragere, som jeg aldrig har kendt.

Det samlede billede, som avisen synes at tegne, er, at jeg er en værre en.

Må jeg stilfærdigt minde om, at jeg befinder mig midt i en alvorlig retssag – med anklager, som jeg naturligvis erklærer mig komplet uskyldig i – og at retsplejelovens paragraf 1017 fastslår, at ”offentlig gengivelse af retsforhandlinger skal være objektiv og loyal”.

Jeg ser frem til, at Jyllands-Posten fremover lever op til dens egne principper for fair journalistik.

Det er muligvis naivt, men jeg er et menneske, der tror på det bedste.