Det er patetisk

Det er patetisk at opleve statsministeren tage afstand fra de terrorhandlinger, der kunne have været undgået, hvis ikke hendes parti havde støttet en indvandring, som nødvendigvis ville føre til terror på dansk grund.

Det er patetisk at se hendes alvorlige ansigt, samtidig med at hun accepterer titusinder af nye ”flygtninge” fra lande med eksploderende befolkningstilvækst og umulige levenormer og derfor med al sandsynlighed også flere terrorister.

Også oppositionens medvirken

Det er patetisk at se den førende oppositionsleder tale om, at vi må stå sammen, når det, vi skal stå sammen mod, er skabt med hans eget partis medvirken.

Det er patetisk at se fremtrædende politikere fortælle om ytringsfrihedens nødvendighed. Hvad foretog de sig dengang i 1980’erne og 1990’erne, da en lille skare på møder, der blev overfaldet både verbalt og fysisk, søgte at råbe dem op? Nåh ja, det var jo da også bare ”højreekstremister”, ”kældermennesker” og den slags, der forsøgte at få virkeligheden sat på dagsordenen.

Alle dem med rigtige meninger

Det er patetisk ikke at høre noget fra de talløse anstændige, humanisterne, kulturpersonlighederne og alle de andre med rigtige meninger. Og hvor er medarbejderne i den menneskerettighedsindustri, som gjorde det muligt? Føler de nogen medskyld? Hvor er f.eks. den fløjtespillende Gammeltoft-Hansen, der satte det hele i gang?

Og det er i særlig grad patetisk at høre redaktørerne, journalisterne og mediepingerne. Det har gennem snart 30 år været i vekslende grad vanskeligt – i DR og Politiken umuligt – at komme til orde i medierne med advarsler. For slet ikke at tale om at formå dem til at afkræve politikerne en realistisk stillingtagen til masseindvandringens konsekvenser.

Efterlysning af ansvaret

Umiddelbart inden terrorangrebet i Paris var et kronikforslag en tur gennem samtlige redaktioner på vore større trykte medier. Heri opridsedes i de umisforståelige vendinger, situationen da krævede, hvad vi står over for. Tillige efterlystes en placering af ansvaret, den dag hvor det uundgåelige ville ske.

Intetsteds blev den accepteret til trykning. Fortsat lader pressen de ansvarlige slippe af sted med bare at glatsnakke. Derfor er det, vi nu har set, kun begyndelsen.