Samfundet svigter børnene

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det var dybt forstemmende og foruroligende at læse udtalelser, som er refereret i JP 23/12 i artiklen ”Fra en plads i fællesskabet til en plads på sofaen”.

Skoleledernes formand, Claus Hjortdal, mener, at dialog mellem forældre og skole er vejen ud af sager, hvor forældre har følt sig nødsaget til at tage deres børn ud af skolen.

Og børne- og kulturchefernes formand, Eik Møller, fastslår, at det fortsat er en professionel og dokumenteret vurdering af det enkelte barns behov, der er udgangspunktet. Han tilføjer, at det er forældrenes ansvar, at deres børn lærer noget og lærer at være en del af et socialt fællesskab.

Begge bagatelliserer de dybt alvorlige problemer, som JP behandler i en serie artikler. De to formænd synes som fortalere for samfundets tilbud at være ganske inkompetente til at tage vare på den mangfoldighed – eller de store forskelle, der er fra barn til barn.

Det er jo ikke forældres hysteri, som de to formænd er tæt på at kalde det, der er årsag til, at børn holdes hjemme.

Det er dybt alvorligt, når forældre tager den store beslutning at holde deres børn hjemme fra skole. De gør det, fordi de oplever, at deres børn slet ikke kan trives eller holde ud at være i skolen – eller bliver svagere af at være i skole.

Særlige hensyn

Der er tale om samfundets svigt over for børn med forskellige former for følsomhed eller handicap, der medfører, at børnene ikke kan trives i store klasser og skoler med meget larm, hvor der ikke er plads eller relevant faglighed til at vise særlige hensyn. Det kan være hensyn, der varierer stærkt fra barn til barn – men hensyn, som skolerne og kommunerne tilsyneladende ikke evner at tilgodese.

Det betyder jo reelt, at samfundet ekskluderer hele familier, hvis et barn afviger for meget fra gennemsnittet til at kunne trives med den inklusion, der nu er trukket ned over skolerne.

Hvis ikke kommuner og skoler med fuld støtte fra regering og folketing får vendt de manglende hensyn til de ramte børn, vil det få uoverskuelige konsekvenser. Det vil i mange tilfælde gå alvorligt ud over trivsel, livskvalitet, helbred og fremtid for barn, forældre og måske søskende. Og regningen til samfundet bliver enorm – økonomisk og moralsk.