Den rigtige historie om nitrat og iltsvind

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg har i nærværende avis haft en løbende disput med miljøminister Kirsten Brosbøl, der bl.a. hævder, at »udledning af kvælstof giver problemer med iltsvind i indre farvande og kystnære områder«. Siden har andre taget tråden op. I indlæggene ”Betal iltgælden” og ”Afhængig af opløst ilt” i JP 6/12 skriver Kåre Press-Kristensen og Poul Bjerregaard, at »overdreven tilførsel af nitrat« fører til iltsvind.

Jeg mener som mange andre, at nitrat gavner vandmiljøet. Ingen steder er vandmiljøet blevet bedre af, at landbruget har halveret kvælstofudledningen. Det er rensning af spildevand, der har medført det bedre vandmiljø, (som i eksemplet med Roskilde Fjord). Nitratindholdet er jo ikke faldet i Roskilde Fjord, tværtimod. De åer, der har det højeste nitratindhold (Simested, Villestrup og Lindenborg – alle med udspring ved Rold Skov), er de åer med flest fisk og det klareste vand. Og nej; fisk kan ikke udnytte ilt i nitrat direkte. Men den ilt, der er i nitrat, indgår i det samlede iltforbrug, forstået på den måde at fiskene bruger iltet i vandet, som nitraten bidrager til.

Historien fortælles ikke færdig

Begge læserbrevsforfattere skriver, at nitrat er grunden til opblomstring af alger, der medfører iltsvind, når planterne rådner. Men forfatterne glemmer at fortælle historien færdig:

Iltsvind starter, når der ikke er mere nitrat i vandet.

96 pct. af kvælstof i fjordene kommer fra bundsedimentet om sommeren, når der er iltsvind. Og det er ikke gavnlig og ilttilførende kvælstof, som nitrat er. Det er organisk bundet kvælstof, der fjerner ilt.

Det er ikke de planter, der rådner, der medfører iltsvind. De indgår i kredsløbet og udgør en forsvindende del i forhold til det tykke lag slam, der ligger på bunden.

De alger, som vokser på grund af nitrat i vandet om foråret binder CO2 og er med til at reducere klimaproblemerne. Uden nitrat i vandet ville denne effekt udeblive.

Teorien om nitrats effekt på iltsvind er en vandrehistorie, som boglige biologer ynder at gentage i en uendelighed. Problemet er, at teorien ikke virker i praksis. Men teorien anvendes som argumentation mod landbruget, som biologer per definition er i konstant opposition til.

Tiden er inde til et paradigmeskifte blandt biologer, hvor man fjerner sig fra bøgerne og i stedet bruger det store statistiske materiale, der dokumenterer, at nitrat ikke ødelægger vandmiljøet, men tværtimod er en forudsætning for, at planter og dermed fisk kan leve.