Det ukrainske valgsystem – ”same procedure – same faces”

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ukraine (minus udbryderområderne i Donbas) går til valgurnerne på søndag. Alle gode kræfter håber, at det vil hjælpe det misregerede, korruptionsplagede land til en ny begyndelse. Fra en overfladebetragtning er der da også meget, der tyder på, at nye kræfter vil komme til.

Præsident Porosjenko har samlet et parti omkring to populære skikkelser: bokseren Klitjko (nr. 1 på listen, men trækker sig efter valget og bliver som borgmester i Kiev) og tidligere indenrigsminister (og politisk fange i to år) Lutsenko. Højt på listen står også dygtige og dedikerede skikkelser, der har kæmpet imod det tidligere korrupte system.

Partiet står til at vinde stort og kan måske få eget flertal og ellers danne regering i samarbejde med de andre partier, der sammen var i opposition til den tidligere præsident Janukovitj. Dennes parti, Regionernes Parti, stiller slet ikke op, og kommunisterne, der støttede ham, er ved at nærme sig spærregrænsen. Så langt – så godt.

Udbredt resignation

Alligevel er der en udbredt resignation at spore blandt de mange, jeg talte med, da jeg deltog i et par konferencer i Kiev forrige uge. Valgsystemet er nemlig ikke ændret. Det kunne parlamentet ikke enes om. Det er jo nemlig nok desværre sådan, at det er svært at overbevise parlamentsmedlemmer om, at de skal save den gren af, som de selv sidder på – og som de har siddet på i alle årene, siden Ukraine blev en selvstændig stat.

På søndag vil valgobservatørerne (inkl. jeg selv) gøre vores yderste for at se, om valghandlingen nu også går ordentligt til. Det er vigtigt, fordi der foregår en masse uregelmæssigheder i de lokale valgkommissioner med valglister og optælling, men så længe man ikke ændrer det korrumperende valgsystem, har den fornyelse, som de håbefulde demonstranter på Maidan har set frem til, ikke de helt store chancer.

Vælgerne skal vælge 225 parlamentsmedlemmer – halvdelen proportionalt ved landsdækkende partilister og med en spærregrænse på 5 pct. Partierne er grupperinger omkring personer uden nogen klar ideologi eller prioriterede værdier endsige programmer, der ville kunne klare en ”ikke-test”.

Det er partiledelsen, der bestemmer rækkefølgen – og når Porosjenkos parti i opinionsmålingerne står til mellem en tredjedel til en fjerdedel af pladserne, får han mange henvendelser fra de sædvanlige opportunister støttet af de sædvanlige oligarker, som man så kan lempe ind på mindre iøjnefaldende pladser for gode ord og betaling.

Lykkes det ikke, kan man altid prøve at tilbyde sig (og delfinansiere) nogle af de andre partier, som vil tildele dem en plads, hvis prisen er høj nok.

Den enkelte vælgers chance

På den måde vil man finde mange navne fra Regionernes Parti og sågar tidligere medlemmer af Janukovitjs korrupte regering gemt rundt om i listerne med gode chancer for valg (personlig stemmeafgivning findes ikke). De medbringer oligarkfinansiering og kender turen; de har tidligere skiftet med vindretningen.

Således har det for mig været en særlig oplevelse at have mødt dem alle sammen gennem snart 20 år. Man genkender ansigtet, men er i tvivl: Hvor befinder han sig lige nu?

Den anden halvdel vælges i enkeltmandskredse efter princippet: Vinderen får det hele. Det kunne så måske være den lokale vælgers chance? I enkeltmandskredsene behøver man ikke at have et flertal bag sig. Med det virvar af partier, der stiller op, er det nok, bare man får relativt flest stemmer.

Opportunisternes loyalitet?

Her er 10 pct. bedre end 9 pct., og det betyder, at det største parti eller den rigeste oligark har den bedste mulighed – og så kan man jo altid senere beslutte, hvem man i sidste ende skal støtte med sit mandat, når man er blevet valgt. Der vil helt sikkert denne gang komme nogle nye ansigter i det ukrainske parlament. De pynter på de synlige pladser på listerne.

Det skal nok også lykkes præsidentpartiet at få samlet stemmer nok til at danne regering. Men når de mange økonomiske byrder skal bæres, hvor længe rækker opportunisternes loyalitet så? Vil de være med til at støtte de vidtgående reformer, der skal fjerne grundlaget for deres magt og penge?

Vi kan kun håbe på, at det lykkes at ændre valgsystemet næste gang.