Vestafrika mangler robuste sundhedssystemer

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I disse måneder spredes ebola-virus hurtigere, end sundhedssystemerne i de ramte vestafrikanske lande kan sætte ind. 1.440 mennesker er smittet, heraf er 826 allerede døde i det, ifølge FN, værste udbrud, siden sygdommen blev opdaget i 1976 i Zaire.

Sygdommen skaber frygt langt ud over Afrikas grænser pga. dens kombination af død, smitsomhed og tabu. En frygt, der særligt næres af bekymring for, at sygdommen skal spredes vha. skjulte smittebærere til vores del af verden via globaliseringens flyruter og transitmønstre.

Når alle eksperter imidlertid regner det for usandsynligt, skyldes det sundhedssystemets robusthed i den rige del af verden. En robusthed, som mangler i Guinea, Liberia, Sierra Leone og Nigeria. Efter flere års arbejde inden for sundhedssystemer i Vestafrika vil jeg pege på den ofte oversete rolle, som tillid spiller for et velfungerende offentligt sundhedssystem.

Frustration og strejker

For det første svækkes sundhedssystemet af manglende tillid mellem sundhedsarbejdere og myndigheder. Mange sundhedsarbejdere oplever, at staten er uvillig til at sikre dem nogle arbejdsvilkår eller beskytte dem mod arbejdsrelaterede risici. F.eks. er den kompensation, som sundhedsarbejdere i Burkina Faso modtager, hvis de er blevet udsat for hiv-smitte, så lav som 80 kr. Det skaber frustration, og strejker er hyppigt forekommende. F.eks. strejkede de offentlige sundhedsarbejdere, da ebola ramte Nigeria, hvilket er med til at hæmme en hurtig og koordineret indsats.

Overfyldte klinikker

For det andet nærer befolkningen ofte mistillid til sundhedssystemet. Sundhedsklinikkerne er ofte overfyldte, underbemandede og uden det nødvendige udstyr til at give patienterne en tilbundsgående behandling.

Typisk vil folk have meget blandede erfaringer med at søge hjælp i det offentlige sundhedssystem og derfor være skeptiske, når systemet pludselig kræver, at de samarbejder ved at overgive familiemedlemmer til selvsamme system, især så længe systemet ikke kan tilbyde nogen behandling.

Den eneste måde at stoppe smittekæden på er karantæne. I en situation, hvor sundhedssystemet kun kan tilbyde udsigten til at dø bag en lukket dør langt fra familien, er folk meget lidt tilbøjelige til at opsøge sundhedssystemet.

Spørgsmålet er, hvordan man styrker befolkningens tillid til sundhedssystemet. En mulighed er at bygge på erfaringerne fra en anden infektionssygdom, aids, som har hærget Afrika.

Opfordring til Danida

Fra 30 års arbejde med aidsepidemien har vi lært, at sygdomsbekæmpelse ikke kun er et mellemværende mellem myndigheder og patienter. De berørte befolkninger og deres familier skal inddrages i forebyggelse, smitteopsporing og oplysningsaktiviteter. Kulturelle traditioner skal respekteres, kommunikationen skal tilpasses målgruppen, og ændringer af praksis må foretages i dialog med repræsentanter fra lokalsamfundet.

Ebola er en sygdom, der gør sundhedssystemets svaghed synlig for det blotte øje.

I løbet af 2013 skønnes det, at der i Guinea, Liberia, Sierra Leone og Nigeria døde 41.791 kvinder i barsel. En stor del af disse dødsfald kunne være undgået med et bedre fungerende sundhedssystem. Pointen er ikke at tale ebola-epidemien ned ved at sammenligne antallet af dødsfald. Det er derimod en opfordring til Danida og andre donorer om at investere i styrkelsen af sundhedssystemer i Afrika.

Robuste sundhedssystemer med ordentlige arbejdsforhold for sundhedsarbejderne, og som tager udgangspunkt i befolkningens behov. Det kan bidrage til at forebygge megen menneskelig lidelse i de berørte lande.