Drenge bliver gjort til ofre. De har brug for forbilleder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Man skal altid være varsom med enkle svar på komplicerede spørgsmål. Alligevel vil jeg forsøge mig, da jeg i årevis har set, hvordan de stakkels drenge har fået det stadig sværere i skolen.

De er overhalet af de stille piger og får dårligere karakterer til afgangsprøverne. Situationen opfattes officielt som et svigt fra samfundets side, og der er derfor behov for at hjælpe ofrene, de stakkels drenge. Det har ikke altid været sådan, og derfor må der være en fejl i det nuværende undervisningssystem.

De stærke, støjende drenge skal hjælpes med psykologisk forståelse for og pædagogisk accept af deres særlige adfærd, hvor abstrakt tænkning omsættes til utålmodig motorisk uro og infantile livsytringer.

Men – og her kommer det enkle svar: Man kunne også ansætte nogle mandlige lærere, som siger: ”Så er det nok, drenge. Sid ned og hør efter.” Det er et sprog, drenge forstår. Og det er en lærer, de respekterer. Livet er ikke synd for drenge. De eksperimenterer naturligt, og de afprøver grænser. De trives i et maskulint, normativt system med lærere, de kan spejle sig i og se op til. Rollemodeller.

Det er først synd, når de omklamres af grænseløs, pylret forståelse. Har man ikke nogen at se op til, ser man kun sin egen søllehed. Og da er man definitivt ”offergjort”, som det vist må hedde på moderne dansk.