Vi har gjort skole til et tilvalg – og nu undrer vi os over fraværet
Vi skal blive bedre til at hjælpe de børn, der reelt ikke kan møde op. Men vi skal også turde fastholde, at skole som udgangspunkt ikke er til forhandling.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den 27. april så et nyt danmarkskort dagens lys i artiklen fra Jyllands-Posten med titlen ”Elever øst for Storebælt har markant mere ulovligt fravær end jyder og fynboer”.
Det viser markante forskelle i ulovligt skolefravær. Øst for Storebælt er fraværet langt højere end vestpå. Det er ikke små udsving. Det er et mønster.
Alligevel falder forklaringen oftest næsten automatisk: mistrivsel, angst og diagnoser. Og ja – det findes, og det skal vi tage alvorligt. Men det er ikke hele forklaringen. Hvis det var, ville kortet ikke se sådan ud.
Vi er nødt til at turde stille det spørgsmål, mange helst undgår: Handler det også om nationale forskelle i kultur og forventninger til vores børn?
For mig at se har vi nogle steder i landet gjort skole til noget, der i praksis kan forhandles. Noget, der kan vælges til og fra. Andre steder er forventningen stadig enkel: Skole er ikke et tilvalg. Det er en pligt. Børns arbejde, om man vil. Vil man alt det andet – fritid, venner og fornøjelser – så passer man først sin skole. Den forskel betyder noget.
For når voksne begynder at relativere skolegang, så gør børnene det også. Og så bliver fravær ikke længere undtagelsen. Det bliver en mulighed. Det er i mine øjne en fejl, at vi i debatten næsten kun taler om individet. Om barnet, diagnoserne og mistrivslen. Alt sammen relevant – men utilstrækkeligt. For vi taler for lidt om fællesskabet.
Når et barn bliver hjemme fra skole uden lovlig grund, er det ikke kun et privat anliggende. Det påvirker undervisningen, dynamikken i klassen og kvaliteten af det fællesskab, som alle de andre børn møder op til. Det er også et spørgsmål om respekt – for lærernes tid og for de elever, der møder op og og bidrager.
Skolen er ikke bare et tilbud. Den er et forpligtende fællesskab. Og hvis den forståelse udhules, så udhules skolen.
Jeg kender mange mennesker fra Sjælland. Dygtige, ordentlige mennesker. Det her handler ikke om dårligere borgere eller dårligere forældre. Men det handler om normer. Og normer sætter retning – også hos børn.
Som udvalgsformand i Thisted Kommune – helt herude på det, jeg kalder »Danmarks rygrad« – kan jeg konstatere, at det ulovlige fravær hos os er meget lavt. Det er positivt, men det er ikke en sovepude. Vi arbejder målrettet med fravær, særligt skolevægring, hvor børn i lange perioder ikke møder op.
Men én ting står for mig klart: Vi skal kunne to ting på én gang. Vi skal blive bedre til at hjælpe de børn, der reelt ikke kan møde op. Men vi skal også turde fastholde, at skole som udgangspunkt ikke er til forhandling.
Hvis ikke vi gør det sidste, mister vi ikke bare fremmødet. Vi mister fællesskabet.