Kritikken af Tobias Hamann udstiller vores blinde vinkel: at vi ikke forstår, hvad misbrug er

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Tobias Hamann bliver i disse dage kritiseret for sin nye bog om afhængighed af sociale medier, og journalister står i kø for at hælde influenceren ned ad brættet.

Kritikken går på det indbildte hykleri: at man ikke kan postulere et misbrug af sociale medier, så længe ens konti fortsat er aktive – og at man slet ikke kan tillade sig at udgive en bog om problemet, mens man stadig kæmper med det.

Men den kritik rammer ved siden af. Den afslører i virkeligheden noget andet: at vi stadig ikke forstår, hvad misbrug er.

Indrømmet – jeg havde ikke forestillet mig, at jeg nogensinde skulle nævne Tobias Hamann i et debatindlæg. Dertil er mit eget SoMe-game ganske enkelt for svagt. Men her er vi.

Efter at have lyttet til et interview i ”Genstart” – med en uges forsinkelse – blev det sværere og sværere at holde ud at høre på argumenterne mod Hamann. De kredsede især om manglende viljestyrke, dobbeltmoral og det, der blev fremstillet som ansvarsfralæggelse.

Men prøv at overføre argumentet til et mere klassisk misbrug. Ville man sige til en alkoholiker, der er faldet i igen: “Hvorfor stopper du ikke bare?” Ville vi kalde det hyklerisk eller en ansvarsfraskrivelse?

Selvfølgelig ikke. For vi ved godt, at det netop er kernen i misbruget, at det ikke er så simpelt.

Alligevel er det præcis den logik, vi anvender, når det gælder sociale medier.

Når kritikken bliver, at Hamann ikke har slettet sine profiler, bliver det i virkeligheden en måde at fralægge sig ansvaret på. For så kan vi reducere det til et spørgsmål om viljestyrke – i stedet for at forholde os til, om der er tale om noget dybere.

Et andet kritikpunkt er, at han skriver bogen, mens han stadig står midt i det – og endnu ikke har “ryddet op” i sit eget liv.

Men det er jo netop det interessante.

Vi er vant til fortællinger, hvor erkendelsen først kommer bagefter. Når krisen er overstået, og vi kan pakke den pænt ind i refleksion, læring og sejr.

Hamann gør det modsatte. Han skriver, mens han står midt i det. Med lorten i hånden. Det er mere ubehageligt – men også mere ærligt.

Og måske er det netop derfor, det provokerer.

For det tvinger os til at se sociale medier for det, de også kan være: ikke bare en dårlig vane, men et reelt misbrug.

Jeg læner mig grundlæggende op ad et stærkt liberalt princip om, at man har ansvar for sit eget liv. Men samme princip rummer også noget andet: at vi som samfund har en forpligtelse til at hjælpe mennesker, der er syge.

Hvis vi anerkender afhængighed som sygdom i andre sammenhænge, bør vi også turde gøre det her.

Men den indsigt er ikke indtruffet endnu. Hverken WHO eller Sundhedsstyrelsen anerkender i dag sociale medieafhængighed som en sygdom. Og indtil det sker, risikerer vi at lade mennesker i stikken – både Tobias Hamann og de næste i rækken. Jeg frygter, at vi vil fortsætte med at kalde det hykleri – når det i virkeligheden bare er et menneske midt i et misbrug.