Hvordan får vi en velfungerende mesterlære, når kunstig intelligens spiser rugbrødet?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I USA, der foruden Kina driver udviklingen i kunstig intelligens, kan du ikke tale med et ungt menneske, uden at de bekymrer sig om, hvordan de nogensinde skal komme ind på arbejdsmarkedet. Årsagen er frygten for – og konstateringen af – at kunstig intelligens tager det arbejde, som typisk tidligere var en ”entry level position”.

Advokatbranchen har altid selv sørget for en god pipeline af nye advokater gennem advokatfuldmægtige, men også her er den klassiske mesterlære udfordret.

Arbejdet som advokat er paragraffer, lange lovsamlinger og proces. Og så er det et håndværk. Tidligere var Karnovs lovsamling de fuldmægtiges bedste og langsommeligste ven. Men med kunstig intelligens er det måske ikke længere så meningsgivende at bruge flere dage på at sammenholde love, paragraffer og præcedens, når kunstig intelligens kan klare det på meget kortere tid.

Hvordan sikrer vi en god mesterlære fremadrettet, så den ikke bliver beskæftigelsesterapi i skyggen af en lynhurtig juridisk AI-model? Og hvad med al den værdifulde læring, der netop ligger i det tunge rugbrødsarbejde?

Det er i sidemandoplæringen, procesforberedelse og læringen i grundig research, at man skaber den dygtige advokat. Det er det metodiske grundhåndværk. Ofte er det i researchfasen og mellemregningerne, at det gode juridiske argument opstår. Det handler ikke kun om at “komme igennem” arbejdet.

Der ligger en særlig værdi i de mindre, overskuelige opgaver. Det er her, man får tid til at tænke, at opdage mønstre og gradvist at opbygge sin faglige dømmekraft.

Advokatbranchen skal hellere i dag end i morgen i gang med at formulere, hvordan fremtidens fuldmægtige bliver dygtige advokater i samarbejdet med kunstig intelligens, ikke på trods af. Hvis vi bare optimerer os ud af alt det besværlige, risikerer vi at miste noget vigtigt: Vi uddanner en generation, der er fremragende til at skrive prompts, men mangler det faglige greb, der gør dem robuste. Som rammer muren tidligere, fordi de aldrig fik lov til at lære i det tempo, hvor forståelse faktisk sætter sig.

Det er dér, slaget om fremtidens advokater og mesterlæren i virkeligheden står.

Der vil også i fremtiden være et behov for advokater. Lad mig starte helt oppe i helikopteren. Jura er moral, etik og samtid. Man kan kalkulere historisk udfald, men man bør ikke forme nutidig og fremtidig retspraksis med AI og den manglende menneskelige dømmekraft og vurdering af kontekst, der er algoritmens grundpræmis. Jura er et spejl af samtiden.

Dykker vi lidt længere ned, så har den gode rådgiver mange egenskaber, som kunstig intelligens i bedste fald kan efterligne, men aldrig mestre.

En god rådgiver skal selvfølgelig have en tårnhøj faglighed, men en væsentlig del af rådgivningens kerne ligger i evnen til at forstå den konkrete klients behov – ikke kun juridisk, men også i lyset af firmakultur, relationer og de ofte komplekse dynamikker i et forhandlingsrum.

Her er konteksten afgørende, og den største variabel er og bliver menneskelig adfærd og reaktioner. Det er netop denne kompleksitet, der gør det vanskeligt at forudsige udfald med sikkerhed, og det er i bund og grund dét, sprogmodeller og generativ AI forsøger: at beregne det mest sandsynlige svar.

Rådgivning handler heller ikke kun om at forudsige. En anden helt central egenskab hos en betroet rådgiver er evnen til at være ærlig – også når det indebærer at modsige klienten. At kunne sige fra, når en klient er på vej i en uhensigtsmæssig retning, er en integreret del af professionel dømmekraft.

Den form for uafhængighed og integritet er vanskelig at fremtvinge i kunstig intelligens, som i sin natur er designet til at imødekomme og optimere på brugerens input snarere end at udfordre det.