Det er blevet for nemt bare at kræve af fællesskabet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Generation efter generation har beskæftiget sig med skolen, og alle vil vide, at skolen som samfundsinstitution er meget væsentlig for sammenhængskraften i vores samfund.

Men fællesskabet vakler. Jeg tænker ofte tilbage på mine ungdomsår på Sydfyn, hvor jeg gik i skole i Oure og spillede håndbold i Gudme.

Jeg har tænkt tilbage på det ambitiøse fællesskab, jeg var en del af. Jeg var en del af en organisation, der havde en ambitiøs læringskultur. Som regnede med, at man kom til tiden. At man gjorde sig umage. At man satte holdet og fællesskabet før sig selv.

Disse begreber udslettede ikke hinanden, de forstærkede derimod hinanden. Folkeskolen ligger tæt op ad foreningslivet, hvor vi bør forvente, at spillereglerne overholdes, og at vi gør os umage i deltagelsen.

Så folkeskolen også bliver et ambitiøst fællesskab. Skolen er ikke et frivilligt fællesskab, som en forening er det. I skolen er der deltagelsespligt, og her kommer du ikke nødvendigvis sammen med elever, der har samme niveau og interesser som dig selv, men det betyder ikke, at du ikke skal gøre dig umage og bidrage positivt til fællesskabet.

Det er blevet for nemt at kræve noget af fællesskabet uden selv at bidrage til det, ligesom det er blevet for nemt at sætte individuelle særkrav over fællesskabet. Rammerne i skolen skal ikke altid ændre sig og tilpasses den enkelte.

Det vil heller ikke være sådan, når eleverne en dag træder ud i samfundet, at rammer og opgaver er tilpasset netop dem. Her vil de møde arbejdsopgaver, som de ikke vil opleve værende sjove og interessante, men opgaverne skal løses alligevel.

Det samme gælder i skolen, hvor vores hovedformål er at præsentere eleverne for fagenes indhold. Her skal eleverne tilegne sig viden og kompetencer, som gør dem i stand til at udvikle sig fagligt og bidrage positivt til fællesskabet. Her vil eleverne også opleve, at noget af det, de skal tillære sig, ikke føles bekvemt, men de skal lære det alligevel.

Hvis vi fjerner det, de ikke synes er bekvemt, misser de en afgørende kompetencetræning i vedholdenhed. Og den kompetencetræning har de brug for at have med sig i rygsækken.

Vi befinder os i en potentiel dannelseskrise, hvor mange elever ikke har øje for, hvad det kræver at være en del af og bidrage til et stærkt arbejdsfællesskab. Her taler jeg ikke om elever med en diagnose eller om elever, som har behov for et andet skoletilbud. Jeg taler om de elever, der ikke gør sig umage nok, selvom de godt kan.

Forældrene har ansvaret for at give børn mod på og adgang til fællesskaber. De har ansvaret for at træne deres børn i at indgå i fællesskaber og vise dem, hvad det vil sige at bidrage positivt til et fællesskab. De skal forberede dem på, at indtrædelsen i skolen også er indtrædelsen i et klassefællesskab.

Lærerne og skolerne har ansvaret for at være ambitiøse, myndige og omsorgsfulde autoriteter, der byder eleverne velkommen ind i et ambitiøst arbejdsfællesskab. Et arbejdsfællesskab, som sætter mål og er optaget af udvikling, hvor eleverne opnår kundskaber og færdigheder, så de erfarer, at mestring også fører til trivsel og fællesskaber.

Vi skal skabe en verden rundt om eleverne, som forventer noget af dem. Så de har lært, at man skal øve sig for at blive dygtig til noget. Så de ved, at de har et ansvar for at bidrage til et positivt klassemiljø. Når eleverne træder ud af skolen, vil de møde forventninger til fællesskabet.

Derfor skal både forældre og lærere i samspil træne dem i fællesskab og sammenhængskraft, så de af sig selv spørger: Hvordan kan jeg bidrage til fællesskabet.