AI-vennerne er på massiv fremmarch. Hvorfor? Og hvad er omkostningerne?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Folketingsvalget er netop overstået, men på trods af efterspørgsel fra førende eksperter kom kunstig intelligens ikke til at fylde noget i valgkampen. Dermed løb en af de største samfundsforandringer i den kommende tid hen over hovedet på de folkevalgte og den demokratiske samtale.

Og det er et problem, for der er nok at tage fat på. Tag de unges brug af kunstig intelligens. Andelen af unge, der opsøger fiktive venner på platforme som Character.ai, er i massiv fremgang.

Men vi har stort set ingen offentlig samtale om, hvad det betyder for såvel den enkeltes trivsel som for det store fællesskab. Og hvordan det kan flytte på vores sociale normer og moralske intuitioner.

I en ny undersøgelse fra det britiske Autonomy Institute svarer 80 pct. af unge mellem 18-24 år, at de har interageret med en AI-ven. 55 pct. svarer endda, at de taler med deres AI-venner i mindst 30 minutter om dagen. Alene på det engelsksprogede marked har platforme som Character.ai, Replika og Nomi tilsammen 68 millioner månedlige brugere.

16 millioner af disse brugere tjekker ind hver dag for at tale om løst og fast, blive underholdt eller få gode råd om deres mentale helbred. Eller, som 9 pct. af de 18-24-årige briter svarer, for at opsøge intime eller seksuelle interaktioner.

I en amerikansk undersøgelse svarer 25 pct. af de adspurgte unge, at de godt kan forestille sig, at AI-kærester i fremtiden helt erstatter den romantiske relation til et rigtigt menneske. Hvad end man mener om companion bots som Kata, Loona eller EliiQ, så er det næppe godt nyt for de faldende fødselsrater.

I dansk sammenhæng har vi ingen specifikke målinger, hvad angår AI-venner. Men ifølge tal fra Danmarks Statistik brugte 66 pct. af de 16-24-årige generativ AI ugentligt i 2025, hvilket var en fordobling i forhold til 2024. Og højdespringeren for brugen af AI var ”til privat formål”.

Men hvorfor søger så mange unge mod chatbotterne?

Det skyldes selvfølgelig i høj grad, at AI-vennerne altid er tilgængelige, intet kræver og altid bekræfter dig. At de spejler dine interesser og lyster, at du altid er hovedpersonen i samtalen, og at de er evigt tålmodige. Alt det står jo i generel modsætning til den virkelige verden, hvor vores medmennesker kan være besværlige med deres anderledes meninger og egne behov. For mennesker er ofte egennyttige, utålmodige og illoyale. Derfor kan man godt forstå appellen ved den digitale favn, der altid er åben.

Alt det er den nemme del af forklaringen. Men den står næppe alene. Måske skal fremgangen af AI-venner også ses i lyset af en stadig mere kompleks verden. Center for Ungdomsforskning har ad flere omgange peget på, at præstationssamfundet og den sociale acceleration udmatter og dræner de unges mentale ressourcer og dermed skaber en ny udsathed. Og er man udsat og udaset, fremstår de friktionsløse og fiktive venner unægtelig som et tillokkende alternativ.

I hvert fald maner det til eftertanke, når den nye forskning på området konsekvent kan kæde et stort forbrug af AI-venner sammen med lavere trivsel sammenlignet med en kontrolgruppe uden AI-venner. Ikke nødvendigvis sådan, at AI-venner forårsager mistrivsel. Det er der ikke forskningsmæssig basis for at hævde. Omvendt er der meget, der tyder på, at unge opsøger de fiktive venner netop ud af mangel på dybere følelsesmæssig tilknytning til virkelige mennesker.

Det er ikke nødvendigvis et problem, at stadig flere af os supplerer vores omgangskreds med fiktive personer. Måske er det udmærket at have en støttende og terapeutisk ven, der kan lytte på al ens usikkerhed, klynk eller brok, så man kan møde mere ligevægtigt op til virkeligheden. Og det er sikkert også rigtigt, at nogle kan have gavn af at gennemspille sociale scenarier med en chatbot for enten at øve sig forud eller bearbejde ting, der er sket.

Der er ikke utænkeligt. Alligevel bør vi gøre os klart, at vi mennesker har begrænsede mentale og sociale ressourcer. Det er selvfølgelig ikke et nulsumsspil, men den tid og energi, vi investerer i en AI-ven, er jo tid og energi, vi ikke har tilovers til vores virkelige venner og medmennesker. Og ligesom med SoMe-platforme ved vi også, at ”vennerne” på Character.ai, Replika eller Nomi er designet til at holde på vores opmærksomhed så længe som muligt. For det er sådan, virksomhederne bag tjener penge. Og derfor gør de, hvad de kan, for at maksimere hvert minut, de kan tilrane sig af vores opmærksomhed.

Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig en række psykologiske og sociale omkostninger ved det øgede forbrug af virtuelle venskaber. Vi ved, at AI som udgangspunkt bekræfter og forstærker brugerens forudindtagede holdninger.

Derfor kan de fungere som et meget stærkt ekkokammer, hvilket er en udfordring for alt fra den politiske samtale til sårbare brugere, der lider af vrangforestillinger. Inden for den psykiatriske forskning er man begyndt at tale om AI-psykoser, og der findes allerede nu adskillige historier om folk, der er gledet så langt væk fra virkeligheden i samtaler med chatbotterne, at de har slået sig selv og andre ihjel.

Alligevel er samtalen om de moralske omkostninger ved den relationelle udmøntning af generativ AI stort set fraværende i den offentlige samtale herhjemme. Det bør vi ændre på. For vi skylder selvfølgelig de kommende generationer at gøre alt, hvad vi kan, for at efterlade dem en sikker og tryg digital verden.

Måske kan vi lade os inspirere af den internationale forskning. Den toneangivende forsker Shannon Vallor advarer eksempelvis om risikoen for aflæring og afsmitning ud fra et dydsetisk perspektiv. Altså at den adfærd, man tillærer sig gennem massivt forbrug af AI-venner (der hverken siger fra, kan lide overlast eller forventer gensidighed), kan smitte af på ens sociale og moralske intuitioner i det virkelige liv.

Derfor er der en risiko for, at man aflærer accepterede omgangsformer (eller slet ikke lærer dem i første omgang) og bliver mindre hensynsfuld. Det er problematisk for det enkelte menneskes sociale trivsel, men det er også en potentiel udfordring for den sociale sammenhængskraft i lokale fællesskaber.

Men vi kan også hente kulturel og åndelig modstandskraft i et hjemligt ansvarsetisk perspektiv. I en dansk sammenhæng taler vi tit med K.E. Løgstrup om, at ethvert menneske har fået udleveret et stykke af sit medmenneskes lykke i sin hånd.

Det sker hele tiden og helt automatisk, for vi mennesker er fra skaberens hånd udleveret til hinanden.

Vi er flettet ind i hinandens liv, og vi kan ikke undgå at have med vores medmennesker at gøre. Og med denne udleverethed og sammenfiltring følger der ifølge denne etiske tænkning et ansvar for hinanden. Bevidstheden om det ansvar og oplæringen i at tage det på sig sker dog ikke automatisk.

Det kræver, at vi så at sige udsættes for det sociale, hvor vi gennem interaktion med hinanden lærer at blive vores ansvar bevidst. Og spørgsmålet i den aktuelle kontekst er derfor, om en moralsk omkostning ved at opbruge sine sociale ressourcer hos AI-vennerne er, at man potentielt svigter dette ansvar over for sine medmenneskers trivsel og lykke?

Der findes givetvis andre etiske perspektiver, der kan vise sig frugtbare i forhold til udfordringen med AI-vennernes fremmarch. Og dem må vi hurtigst muligt få frem i den offentlige samtale, når nu politikerne ikke ville eller kunne i valgkampen.

Vi skal foregribe de mange tvivlsomme følgevirkninger af AI, for det er på mange måder vores menneskelighed, der er på spil. Og netop derfor er det så afgørende, at vi tager det alvorligt.