AI gør os ikke dummere – men kan gøre os dovne, hvis vi overlader det til maskinerne at tænke

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Peter Stouby Hansen advarer i en kronik i Jyllands-Posten mod, at kunstig intelligens gør os dummere og i sidste ende bør slettes fra vores liv. Bekymringen er forståelig – men frygten er overdreven. Konklusionen er det ikke. For det er ikke teknologien, der er problemet, det er måden, vi bruger den på.

Man bliver ikke klogere af at lade AI skrive sine opgaver. Men det er heller ikke nyt. Man blev heller ikke klogere af at kopiere fra klassekammerater eller få andre til arbejdet. Problemet er snyd og passivitet – ikke AI.

Brugt rigtigt kan kunstig intelligens derimod styrke læring og forståelse. Den kan forklare komplekse sammenhænge, udfordre argumenter og fungere som sparringspartner. Den erstatter ikke tænkning, men kan kvalificere den.

Jeg har selv erfaret, at når jeg møder emner, jeg ikke i forvejen har indsigt i, kan jeg starte med en overordnet introduktion via AI. Det giver et struktureret udgangspunkt for videre fordybelse. Herfra kan man stille mere målrettede spørgsmål, udfordre svarene og gradvist opbygge forståelse. Det er først i mødet mellem overblik og kritisk stillingtagen, at læring for alvor opstår.

Her ligger essensen: i den kritiske tilgang til AI. Teknologien er kun så værdifuld som den måde, vi vælger at bruge den på. Overlader vi ansvaret til maskinerne, svækker vi os selv; bruger vi den aktivt, kan den styrke vores evne til at analysere, vurdere og tage selvstændig stilling. At overlade vurderingen til maskinerne er ikke et fremskridt – det er dovenskab forklædt som effektivitet.

AI gør det også lettere at kommunikere internationalt. Som dansk virksomhed kan man i dag tilpasse tekster til forskellige sprog og kulturer på en måde, der tidligere krævede store ressourcer og lokal indsigt. En tekst kan f.eks. skrives, så den fremstår naturlig og målrettet for modtagere i Kina, USA eller Italien, med hensyntagen til lokal kultur og sprog.

Det handler ikke kun om oversættelse, men også om kulturel tilpasning. En tekst fra Kina kan bearbejdes, så tone, referencer og formuleringer giver mening på dansk, mens danske tekster kan justeres, så de rammer modtagerens forventninger og kommunikationsstil. Tidligere krævede denne form for “kulturel oversættelse” både erfaring og ofte lokale mellemled. Her kan AI fungere som et praktisk værktøj, der gør international kommunikation mere præcis og tilgængelig.

Historien viser, at ny teknologi næsten altid mødes med skepsis. Lommeregneren skulle ødelægge regnefærdighederne. Internettet skulle afskaffe selvstændig tænkning. I dag ved vi, at begge dele – brugt rigtigt – har gjort os både hurtigere og klogere. Det samme gælder AI.

Der er en reel risiko for, at vi overlader for meget til maskiner og dermed mister noget. Men løsningen er ikke at afskaffe teknologien, men at bruge den med omtanke og stille krav – ikke mindst i uddannelsessystemet.

Vi skal lære at bruge AI kritisk. At stille spørgsmål frem for blot at acceptere svar. At arbejde videre med et udkast i stedet for at betragte det som et færdigt resultat. At beskrive os som “digitale narkomaner” og foreslå, at AI bør fjernes fra vores liv, er derfor ikke blot urealistisk. Det flytter fokus fra det egentlige ansvar: vores eget.

Teknologien forsvinder ikke. Spørgsmålet er, om vi vil bruge den klogt. AI er ikke vores erstatning. Den er et værktøj. Som alle værktøjer afhænger værdien af, hvordan vi anvender det.

Og ja – denne tekst er skrevet med hjælp fra AI, som herhjemme går under navnet Anne Ingvard. Indholdet står jeg selv på mål for.