Jeg nægter at køre rollator på rød stue!

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er noget helt galt, når vi som samfund mener, at det giver mening at hæve pensionsalderen for pædagoger.

For helt ærligt – forestiller man sig virkelig en 74-årig pædagog, der skal kunne komme rundt på rød stue med rollator?

Ja, pointen er hårdt skåret op, og ja – mange 74-årige bruger ikke rollator!

Men: Pædagogfaget er ikke et skrivebordsjob.

Det er et fysisk og mentalt krævende arbejde, hvor man hver dag er tæt på børn i bevægelse, følelser og udvikling. Vi løfter, trøster, løber, leger og er konstant på.

Ja, det er et givende arbejde – et af de mest meningsfulde, man kan have.

Men det er også i den grad krævende. For mig handler det ikke kun om fysik. Det handler om arbejdsglæde. Om at kunne være den pædagog, jeg gerne vil være.

Jeg elsker at være hende, der deltager i fangeleg, starter boldspil op og er aktiv sammen med børnene. Det er der, relationerne skabes, og det er der, jeg mærker, hvorfor mit arbejde giver mening. Men den rolle kan jeg ikke udfylde som 74-årig.

Skal jeg så sidde på en stol og råbe lidt instrukser?

Er det virkelig den pædagogik, vi ønsker for vores børn? At de møder voksne, der ikke længere kan deltage aktivt i deres hverdag?

Når pensionsalderen hæves uden hensyn til fagets karakter, viser det en manglende forståelse for virkeligheden i institutionerne.

Pædagogers arbejdsliv slider.

Ikke nødvendigvis på én gang, men over tid. Det er ikke et fag, man uden videre kan blive ved i til langt op i 70’erne – i hvert fald ikke, hvis man stadig skal gøre det ordentligt.

Vi risikerer at ende med et arbejdsliv, hvor de sidste mange år ikke handler om kvalitet, men om at holde ud. Hvor arbejdsglæden langsomt forsvinder, fordi kroppen og energien ikke længere kan følge med kravene.

Det er ikke fair over for pædagogerne. Og det er slet ikke fair over for børnene. Hvis vi vil have gode daginstitutioner, kræver det pædagoger, der har overskud, energi og mulighed for at være nærværende og aktive.

Derfor giver det ganske enkelt ikke mening at presse pensionsalderen op, som om alle fag er ens.

Pædagogfaget er noget særligt. Det burde vores pensionspolitik også være.

For børnene har ikke brug for en pædagog med rollator.

De har brug for en, der kan løbe med.