De voksne er det digitale problem

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Op til valget tog jeg TV 2’s kandidattest. Her faldt jeg over spørgsmål 16: »Børn og unge: Politikere bør gøre mere for at begrænse børn og unges brug af sociale medier.« Emnet popper jo op med jævne mellemrum – tit med argumentet, at videnskabelige undersøgelser påviser skadeligheden af sociale medier for børn og unge.

Flere studier har fundet sammenhæng mellem intensiv brug af SoMe og psykisk mistrivsel, angst, depression, lavere selvværd og kropsutilfredshed. Det påvises også, at platforme som Facebook, TikTok, Instagram og Snapchat er designet til at fastholde opmærksomheden, hvilket er afhængighedsskabende. Dertil kommer cybermobning, fear of missing out og socialt pres, udfordringer med søvn og koncentration samt en masse upassende indhold.

Jeg kan sagtens følge argumenterne for et forbud og begrænsninger, men hvor er det dog virkelighedsfjernt og tåbeligt at tro, at de negative effekter kun rammer børn og unge. For det kræver ikke de store videnskabelige undersøgelser at se, hvordan de også rammer voksne. Om det er kulturarrangementer, hvor voksne knap nok har hænderne frie til at danse eller klappe. Eller på feriesteder, ved sportsarrangementer eller på legepladser. Der filmes og skydes billeder på livet løs – som så lægges ud på de voksnes SoMe-kanaler. Kliks og likes – digital performance og selvpromovering dikterer vores samvær.

Børn og unge ser på, når mor og far er klistret op ad skærmene, når de er optaget af en Facebook-debat, tager billeder af deres caffe latte, en selfie fra målstregen ved deres første halvmaraton, et opstillet billede af hjemmelavet surdejsbrød, en kort video fra træningscentret, lidt hyggecontent fra sommerhuset, mens de venter på reaktioner på et følsomt debatindlæg.

SoMe er overalt i børn og unges hverdag, og det bæres ind af de voksne. Det gælder også på tv, i radioen, i aviserne, på indkøb, på uddannelsesstederne. Overalt opfordres de til at gå ind på en hjemmeside og til at følge en SoMe-kanal. Alle deres forbilleder – derhjemme, i foreningerne, i kulturlivet, i institutionerne, politikere, kongehuset osv. – alle glorificerer SoMe-kanaler.

Børn og unge vokser op med, at de voksne er på sociale medier, og nu får de så at vide, at de kanaler, som deres forbilleder er så optaget af, er superskadelige – men kun for børn og unge! Så kan det vist ikke blive mere utroværdigt.

Derfor bør politikere ikke »gøre mere for at begrænse børn og unges brug af sociale medier«, men styrke analoge sociale fællesskaber, de bør begrænse hele befolkningens brug af sociale medier, og så bør de være gode forbilleder. Men er der mon en politiker eller et etableret parti, der vil kunne klare sig uden SoMe-kanaler?