Folkeskolens ledelsesstruktur står i vejen for løsninger
Skal den pludselige velvilje over for folkeskolen sætte sig igennem, skal lærerne inddrages og ansvarliggøres. Det kræver et opgør med folkeskolens ledelsesfilosofi.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I kølvandet på den kuldsejlede skolereform fra 2013 breder der sig blandt vores skolepolitikere en spirende erkendelse af, at folkeskolen er bedre tjent med en vis autonomi end med stram styring fra politisk hold.
Mange partier taler om at ”sætte folkeskolen fri”, og det får nu flere af dem til at mene, at de mange penge, som skal skylle ud over skolen efter valget, ikke skal gå til at realisere bestemte Christiansborgprojekter. Nogle taler sågar om, at pengene skal gå helt uden om kommunekasserne og direkte ud til den enkelte skole, der skal have mulighed for at prioritere selv.
Det giver god mening, al den stund der ikke er to ens folkeskoler. Alle folkeskoler har deres egen kultur, og selvom mange af dem overordnet set kæmper med de samme vanskeligheder, har de forskellige forudsætninger for at løse dem.
One size fits all-løsninger duer ikke. Der er hårdt brug for en ny, lokalt forankret problemløsningskultur med omfattende inddragelse af dem, der skal takle udfordringerne i det daglige, dvs. lærerne; ikke blot i en rådgivende funktion, men som medspillere i selve beslutningsprocessen. Kun derved kan skolen tilvejebringe den forandring, der skal til.
Her står folkeskolens ledelsesstruktur imidlertid i vejen. Som den ser ud i dag, vil en beslutning om at sende pengene direkte ud til den enkelte skole nemlig blot resultere i en forøgelse af skolens budget, styret egenhændigt af skolens ledelse, der via skoleforvaltningen holdes i kort snor af kommunalbestyrelsen i en stærkt topstyret organisation.
Skolens pædagogiske råderum er dermed defineret af byrødder med begrænset skolefaglig indsigt, men det har ikke afholdt dem fra at blande sig direkte i skolens organisering af undervisningen med diverse påtvungne udviklingsprojekter, f.eks. omkring inklusion. Lærernes opgave er at følge instrukserne oppefra, og deres erfaringer og dybe indsigt i skolens problemer er koblet helt og aldeles ud.
Vi har overalt i landet set talrige eksempler på, hvor galt det går på skoler, hvor lærere (ofte også forældre) i årevis forgæves har forsøgt at råbe ledelsen op omkring enorme problemer i det daglige arbejde. De er blevet verfet af med besked om at rette ind eller finde et andet job, og ikke sjældent er sagerne endt på forsiden i lokalpressen, hvorefter skolelederen efter års trakasserier er blevet fyret, efterladende sig en nedkørt skole.
En stor del af de åbenlyse vanskeligheder, folkeskolen i dag kæmper med, skyldes denne anakronistiske og ineffektive ledelsesstruktur. Skal de mange penge, folkeskolen nu stilles i udsigt, gøre en seriøs forskel i virkelighedens verden, er inddragelse og ansvarliggørelse af den enkelte skoles lærere en uomgængelig forudsætning. Der er ingen grænser for, hvor mange penge man kan spilde i folkeskolen til ingen verdens nytte. Lad det ikke ske.