Hvad der følger i Iran, bliver ikke nødvendigvis pænt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når Trump angriber Iran, overrasker det mange i Europa. Men det burde det ikke.

Hvis man har læst, hvad centrale republikanske stemmer som Pete Hegseth og Marco Rubio faktisk har skrevet, ligger strategien i forlængelse af en længere debat i USA: Diplomati uden troværdig magtanvendelse virker ikke over for ideologiske regimer. Militær magt er ikke målet – men redskabet, der gør diplomatiet alvorligt.

Trump ønsker ikke lange krige. Han ønsker korte, afgørende indgreb, der ændrer modpartens kapacitet. Hvis Irans atomprogram og interkontinentale missiler kan ødelægges uden amerikanske tab, er det strategisk attraktivt. Hvis det samtidig kan svække regimets evne til regional destabilisering, er det en gevinst. Og hvis resultatet bliver et mindre undertrykkende styre, er det en forbedring for iranerne selv.

Men man skal ikke være naiv. Dette er en højrisikostrategi.

Iran er ikke Irak i 2003. Det er et komplekst samfund med stærkt sikkerhedsapparat, regionale netværk og betydelige etniske spændinger: persere, azerier, kurdere, balucher og arabiske minoriteter. Et svækket regime kan føre til intern magtkamp – eller i værste fald fragmentering og borgerkrig.

Hvem blander sig i så fald? Tyrkiet vil have øjne på de kurdiske områder. Pakistan vil følge udviklingen i Baluchistan. Og Kina vil ikke passivt acceptere et kollaps i et land, der leverer energi og fungerer som brik i deres globale strategi.

Det mest sandsynlige scenarie er dog ikke liberal demokratisering, men noget mere nøgternt: et sikkerhedsapparat, der konsoliderer magten efter ideologisk sammenbrud. Sovjetunionens fald førte ikke til frihedens triumf, men til KGB’s metamorfose. Et post-revolutionært Iran kan meget vel blive styret af Revolutionsgardens netværk i en ny, mindre ideologisk – men fortsat autoritær – form.

Det er den mørke side. Men der findes også andre mulige konsekvenser.

For det første: Kina svækkes, hvis Iran mister kapacitet og manøvrerum. Irans rolle i Kinas energisikkerhed og i en alternativ anti-vestlig blok reduceres. I en verden præget af stormagtsrivalisering er det ikke uvæsentligt.

For det andet: Strategien kan have en disciplinerende effekt. Hvis statsledere ved, at USA og Israel med præcisionskapacitet kan eliminere dem eller deres vitale infrastruktur uden selv at lide tab, ændrer det risikokalkulen. Afskrækkelse er ikke et moralsk fænomen, men et matematisk.

Vi har allerede set konturerne af mønstret: Nasrallah, målrettede likvideringer, avancerede teknologiske operationer, systematisk nedbrydning af ledelseslag. Det er en strategi, der virker foruroligende – men som kan vise sig effektiv i en æra med sofistikerede våben og efterretninger.

Spørgsmålet er ikke, om det er smukt. Spørgsmålet er, om det virker.

Den europæiske refleks er ofte at tale om normer og deeskalation. Men normer uden håndhævelse ændrer ikke adfærd hos regimer, der bygger deres legitimitet på modstand og martyrfortællinger. For dem er tilbageholdenhed ofte et signal om svaghed.

Trump tester en anden hypotese: at kort, overvældende og asymmetrisk magtanvendelse kan forhindre lange krige.

Det kan gå galt. Det kan skabe ustabilitet. Det kan accelerere magtkampe, vi ikke kan kontrollere. Men det kan også forkorte konflikter, svække aggressive regimer og tvinge ideologiske ledere til at genoverveje deres handlefrihed. I sidste ende er spørgsmålet ikke, om strategien er risikabel. Det er den.

Spørgsmålet er, om alternativet – gradvis atomoprustning, permanent regional destabilisering og fortsat iransk ekspansion via stedfortrædere – er mindre risikabelt.

I en verden, hvor magt ikke forsvinder, fordi man taler om normer, er det valg, Vesten står over for, ikke mellem risiko og sikkerhed. Det er mellem forskellige typer risiko.