Jeg føler mig som Eva, der har taget en bid af digitaliseringens æble

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg sidder på fjerde time af min terminsprøve i engelsk og forsøger febrilsk at skrive et sammenhængende essay. Men jeg tænker på alt muligt andet. Bordet vipper. Uret er 20 sekunder bagud. Klistermærket med mit elevnummer gaber fra den glatte overflade. Alt er der. Bare ikke ordene, der gerne skulle fylde mit Word-dokument ud.

For bare to år siden havde det ikke været noget problem. Jeg kunne have siddet solidt plantet i et klasselokale og skrevet side efter side uden så meget som at bemærke en sjæl omkring mig. Det ved jeg, for det gjorde jeg, da jeg afsluttede folkeskolen. Og selvom det sikkert ville hjælpe på min selvbebrejdelse, er det ikke, fordi jeg har udviklet adhd eller en anden diagnose, siden jeg startede i gymnasiet. Jeg er heller ikke blevet dummere. Jeg har som sådan ikke gjort noget forkert.

Alligevel føler jeg mig som Eva, der har taget en bid af digitaliseringens æble – og nu må leve med konsekvenserne i form af manglende koncentration og kort fokus.

For udviklingen er ikke opstået ud af det blå. TikTok-algoritmer, notifikationer, konstante inputs og undervisning, der skal genopfinde sig selv hvert kvartal for at kunne følge med i de nyeste digitale og kunstige intelligenser, har lært os noget helt bestemt: at opmærksomhed er flygtig, og at der altid findes noget, der er mere interessant lige om lidt. Vores hjerner er blevet trænet i hurtige skift, ikke de lange, seje træk. Og en fem timers skriftlig prøve er alt andet end hurtig.

Det paradoksale er, at jeg jo sagtens selv kan se problemet. Jeg ved, hvad der sker. Jeg ved, at det påvirker mig. Og alligevel er jeg ikke hævet over det. For digitaliseringen er ikke noget, som nogen af os bare kan vælge fra. Det er ikke en dårlig vane, vi kan parkere sammen med vores overdrevne alkoholindtag eller for mange Wolt-bestillinger. Det er blevet en grundlæggende del af den måde, vi lever og arbejder på.

Vi har for vane at fremstille æblet i syndefaldet som noget negativt. Men frugten giver os også erkendelse, indsigt i godt og ondt, ansvar og frihed. Fejlen bliver definerende, ikke kun ødelæggende. Måske er vores digitale svagheder også forudsætningen for, at vi lærer noget nyt om os selv og den verden, vi skal navigere i.

For er min fremtid virkelig truet, fordi jeg ikke ubesværet kan sidde i fem stive timer og skrive essays? Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg det næppe. For fremtidens arbejdsmarked ligner ikke terminsprøven i engelsk på b-niveau. Det er komplekst, hurtigt og konstant i bevægelse. Det kræver overblik, omstillingsevne og evnen til at kunne navigere i enorme mængder information.

Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvad digitaliseringen gør ved vores generations koncentration. Spørgsmålet er også, om den måde, vi måler dygtighed på, stadig giver mening? Om skolen tester det, der i fremtiden vil blive efterspurgt af os? Eller om vi i virkeligheden er i gang med at uddanne en generation til én virkelighed – og bedømme den ud fra en anden?

Det kan godt være, at æblet havde en pris. Vi har endnu ikke lært, hvad vi skal stille op med det, vi fik, da vi spiste det.