Tavsheden dræber: Mit personlige og politiske opgør med partnerdrab

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den 15. november 2019 er en dato, der for altid står prentet i min families bevidsthed.

Det var dagen, hvor min lillesøster, Line, blev offer for et partnerdrab. Hendes kæreste tog ikke blot hendes liv, men også sin ekskærestes. Chokket og de ubesvarede spørgsmål efterlod os i en lammende sorg, men efter nogle måneder voksede en beslutning frem i mig: Lines død måtte ikke gå upåtalt hen.

Alt for mange piger lever i voldelige forhold, der ender i samme ulykkelige skæbne. Derfor valgte jeg i januar året efter at gøre noget, jeg normalt afholder mig fra: Jeg inddrog min egen familie i mit politiske arbejde. Ikke for at vinde point, men fordi dette område skreg på handling. Partnervold er et tabu, og som folkevalgt følte jeg en pligt til at tænde et lys.

Jeg stillede socialministeren et spørgsmål med udgangspunkt i en sag, der spejlede Lines tragedie. Louise Thagaard var stået frem på TV 2 og fortalte, hvordan hendes kæreste havde stukket hende 11 gange med en kniv og kastet hende seks meter ned fra en altan foran deres fælles søn.

Hun overlevede mirakuløst, men gerningsmanden fik blot syv års fængsel. Syv år for at ødelægge et liv og traumatisere et barn for altid. Det er en hån mod retfærdigheden og mod de danskere, der forventer, at staten beskytter dem mod de værste forbrydelser.

I dag – fem år efter vi mistede Line – må jeg konstatere, at den nødvendige handling stadig udestår. Regeringens tavshed har været øredøvende. Derfor glæder det mig at læse det fælles indlæg fra SF og Danner her i avisen. Måske kan en alliance mellem partier som SF og DF, der ellers sjældent ser ens på verden, endelig skabe det gennembrud, som skiftende ministre har forsømt?

Statistikken siger alt: Hver måned begås der i gennemsnit et partnerdrab i Danmark. Det er især mødre, døtre og søstre, der betaler prisen. Når vi som samfund accepterer dette som et vilkår, svigter vi alle de kvinder, der hver dag lever i frygt og skam. Men debatten handler om mere end straf. Vold i nære relationer er komplekst; mange ofre fortæller aldrig om deres lidelser til familie eller kolleger. Praktiske barrierer som boligsituation og økonomi binder dem ofte til deres bødler.

Forebyggelse kræver derfor et system, der ikke blot venter på en henvendelse, men som aktivt opsøger og informerer. Vi skal styrke organisationer som Danner og Joan-Søstrene, der står i stormens øje, og sikre et bedre samarbejde mellem politi og kommuner. Partnerdrab er ofte kulminationen på langvarig kontrol, og vi skal gribe ind, længe før volden bliver livstruende.

Jeg føler en dyb utålmodighed. Der er ikke tid til flere lange forløb; der er liv på spil. Vi har brug for flere krisecenterpladser, psykologhjælp og myndigheder lige fra børnehaven til politiet, der er klædt bedre på til opgaven. Vi skal turde hæve straffene markant og prioritere ofrets sikkerhed over voldsudøverens sociale baggrund. Kvinder som Louise Thagaard udviser et enormt mod ved at stå frem.

I min familie forsøger vi at gøre det samme, selvom sorgen stadig sidder uden på tøjet. Men det er vigtigt. For hver gang sandheden siges højt, brydes skammen, og andre får modet til at søge hjælp. Det er dette mod, der i sidste ende redder liv. Nu er det op til os politikere at vise det samme mod og handle. Og når andre svigter, ser jeg gerne igennem andre meningsforskelle og laver en alliance med SF her. Hånden er rakt ud.