Normkritik gør ikke børn rodløse. Den giver dem flere steder at stå

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er i store ord og vendinger, at Merete Riisager i en kronik i JP for nylig vendte tomlen nedad i forhold til normkritik. Riisager mener, at normkritik skaber »splittelse« og »gør børn rodløse«.

Jeg mener det modsatte. Jeg er skolelærer på 11. år og står på et normkritisk grundlag, også i min pædagogik, fordi det er en tilgang, der åbner verden for børnene. Det giver dem flere muligheder at være barn i, flere kasser at være i og en langt større åbenhed over for forskellige måder at leve på.

Normkritisk pædagogik handler ikke om at lære børn og unge, hvad de skal mene, men om at skabe læringsmiljøer, hvor ingen på forhånd bliver gjort til afvigere.

Normkritik handler i bund og grund om, hvordan vi som samfund både forstår og organiserer de sociale strukturer, der former menneskers liv. At omtale normkritik som en praksis, der angiveligt nedbryder fællesskaber og i stedet skaber fjendebilleder og kaos, er at ramme totalt forbi sit mål.

Riisager bygger sin kritik på en grundlæggende misforståelse af, hvad normkritik er – og hvad den kan bruges til.

Normkritik handler om at forstå, hvordan normer virker, hvem de gavner, og hvem de utilsigtet udelukker. At kunne stille sådanne spørgsmål er ikke en trussel mod samfundets sammenhængskraft, men en forudsætning for, at normer kan forblive legitime i et demokratisk og mangfoldigt samfund.

Riisager skriver i sin kronik, at normer ikke er »støbt i beton«, men derimod altid er »i bevægelse som følge af den almindelige demokratiske samtale«. Det er jeg helt enig i, og det er jo netop essensen af normkritik. Det er en fejlopfattelse at tro, at normkritik skal fungere som en ny moraliserende ideologi. Det er tværtimod det modsatte.

Det er en praksis for kritisk tænkning. Det er invitationen til at stille de spørgsmål til magt, sprog og strukturer, som skaber den bevægelse, der skal til, før normer kan udvikle sig.

Når lærere eller pædagoger konsekvent taler om »mor og far«, antages en bestemt familieform som den almindelige. Normkritisk pædagogik betyder her ikke, at kernefamilien skal afskaffes, men at sproget skal udvides – f.eks. ved også at tale om »forældre« eller »voksne derhjemme«.

Denne bevidsthed er ikke en kritik af kernefamilien, og hensigten er ikke at nedgøre denne familieform. Hensigten er at inkludere alle de børn, der kommer fra andre familieformer, i fællesskabet. Og er det ikke netop det, folkeskolen kan og skal? Styrke fællesskabet ved at inkludere alle i fællesskabet?

Når aktiviteter i undervisningen eller sfo’en automatisk opdeles i »drenge« og »piger«, bygger det på en norm om, at køn er entydigt, og at interesser følger køn. Normkritisk pædagogik går her ud på at spørge: Er køn overhovedet relevant for denne aktivitet?

Ofte – ikke altid – er svaret nej. Når køn fjernes, får flere børn mulighed for at deltage på egne præmisser – uden at nogen tvinges til at ændre identitet eller adfærd. Riisager peger i sin kronik på, at vi skal »lade børn være børn«, og at »vi skal give dem et frirum, før vi giver dem et ansvar«. Det er netop hovedet på sømmet, i forhold til hvad normkritik går ud på.

Jeg har mange års erfaring i at undervise med udgangspunkt i normkritik, og jeg vil vove den påstand, at ingen af mine elever på noget tidspunkt har oplevet at blive begrænset på grund af det. Lige modsat. Jeg inviterer gerne Riisager indenfor, hvor det sker, og så kan hun med egne øjne og på egen krop opleve, hvad normkritik egentlig vil sige.