Trump og Maga hader woke – men deres anti-europæiske aktivisme er ikke et hak bedre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Jeg har hørt fra kolleger, at du har kritiseret Black Lives Matter-bevægelsen før udgivelsen af din bog. Kan du uddybe, om du har fremsat politiske udtalelser, der kan opfattes som racistiske?«

Mailen kom fra den japanske topleder i mit fags internationale forening. Forbløffet spurgte jeg flere gange ind til, hvad det kunne dreje sig om, og modtog endelig følgende svar: »Dem, der har udtrykt bekymring, har sagt, at de er for stødt til at genoptage sagen.«

Hun opfordrede mig til at selvransage mine SoMe-opslag og deres angiveligt krænkende effekter, selvom jeg hverken kunne få oplyst afsenders identitet eller anklagens indhold. Det kom bag på mig, for gennem flere år har vi haft et nært fagligt samarbejde. At hun tilsyneladende efter en konference i USA var blevet påvirket af en hadsk kampagne mod mig, forbavsede og sårede mig.

Miseren, granskede jeg mig frem til, var en flere år gammel Facebook-kommentar til et opslag, der fremsatte hårde beskyldninger om danskere som racister og white supremacists, baseret på en misforstået læsning af daværende JP-opinionsredaktør Palle Weis’ kritiske kommentar om danske Black Lives Matter.

Jeg skrev, at afsenderen havde misforstået Weis’ budskab, at danskere ikke per definition er racister, og at BLM skader sin egen sag ved at udbrede amerikansk identitetspolitik.

Det var åbenbart krænkende nok til, at nogle med henvisning hertil senere henvendte sig til den japanske forsker og i samme forbindelse forsøgte at få mig cancelled til en konference. Baggrunden hang formentlig også sammen med et par bøger om kontroversielle emner, jeg tidligere havde fået udgivet. Selvom kun få havde læst den engelsksprogede bog om dekolonisering, udløste den rødglødende kommentarer fra amerikanske ”kolleger” – en tidsskriftredaktør mente endog, den var »farlig«. Da jeg senere annoncerede udgivelsen af en (dansksproget) bog om woke, føltes det givetvis som en rød klud.

Udskamning og den aggressive retorik var lige før den nye trumpske periode. Den tid, hvor amerikansk woke stadig var den normstyrende ideologi på mange amerikanske universiteter, og som siden iklædt kritisk teori har bredt sig også i andre dele af verden. Andre danske forskere har fået ørerne i maskinen og været udsat for (anti-europæisk) hetz med anklager om racisme, islamofobi og white supremacy.

Ud over sine politiske katastrofer gør Trump og hans administration alt for at underminere de amerikanske universiteter. Tusinder af bøger er siden hans indtræden blevet forbudt, forskning annulleret, undervisning ensrettet, professorer fyret.

Men min pointe er, at det selvsmagende og anti-europæiske Trump-univers både er opstået i opposition til og samtidig spejler og forstærker den tidligere woke-kultur med dens aktivistiske identitetspolitik. Dybest set er begge udtryk for amerikansk overherredømme og kulturimperialisme, der i årtier har defineret verdensordenen.

Derfor har vi slugt Hollywood og burgers, gjort os afhængige af techgiganterne, bukket os i støvet for vores store overmagt.

Derfor gik titusinder i demonstration herhjemme for Black Lives Matter, mens ingen løftede et øjenbryn over undertrykkelse af uighurer i Kina eller tvangsarbejdere i Mellemøsten.

Derfor har også visse danske, europæiske (og endog japanske) universitetsmiljøer ukritisk overtaget amerikanske identitetspolitiske dagsordener. Men USA mister terræn som global magtfaktor og dermed også den rolle som eksportør af den ”bløde magt”, som Kina og Asien er på vej til at indtage, og som Europa med fordel kunne styrke sin egen position i forhold til.

Der er behov for europæisk selvransagelse og plads til europæiske værdier. Vi behøver ikke lade os udskamme eller styre af amerikanske wokes eller Maga-freaks. Vi har nok af kvalitet at bryste os af uden dem.