Lavere moms giver ikke lavere priser
Set udefra ligner lavere fødevaremoms snarere et – dårligt skjult – statstilskud til detailhandlen: Sæt I bare priserne op, staten betaler.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er ærlig talt lidt beskæmmende at se, hvordan Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten bakker op om kompensation til danskerne for stigende fødevarepriser – uden at stille bare et minimum af kritiske spørgsmål.
Ikke fordi prisstigningerne ikke er en reel udfordring for mange, men har nogen overhovedet spurgt sig selv om selve grundlaget og legitimiteten for disse prisstigninger? Regeringen, Folketinget, konkurrencemyndighederne? Det virker ikke sådan. Parolen synes at være: “Priserne er steget – så må vi sende en check og sænke momsen.”
Det er naturligvis altid nemt at dele penge ud for fællesskabets regning. Men måske burde man først undersøge, om alle prisstigninger faktisk er rimelige og legitime. Der findes adskillige eksempler på varegrupper, hvor producent- og grossistpriserne har udviklet sig stik modsat af priserne i detailleddet – f.eks. hakket oksekød og andre kødprodukter, ris og madolier.
Fra mit arbejde kender jeg alt for godt de psykologiske mekanismer i prisdannelsen i detailleddet. I et stabilt prismiljø er konkurrencen typisk hård, og ingen tør for alvor eksperimentere med prisstigninger. Når der opstår et pres fra producent- eller grossistleddet, forsøger detailhandlen først at absorbere stigningerne, i håb om at de er midlertidige. Det lykkes bare ikke altid – som vi så efter covid.
Når først grænsen er nået, ændrer stemningen sig markant: Nu bliver det pludselig “legitimt” at hæve priserne bredt. Og ofte til niveauer, der langt overstiger de oprindelige omkostningsstigninger, man forsøgte at kompensere for. På engelsk kaldes det price gouging.
Som minimum burde man kunne forvente, at regering og konkurrencemyndigheder undersøger, om nogle aktører har beriget sig urimeligt, før man hovedløst begynder at sende checks ud på fællesskabets regning. Midler, der måske ville have gjort større gavn i sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet, på børne- og ungeområdet eller i ældreplejen.
Set udefra ligner det snarere et – dårligt skjult – statstilskud til detailhandlen: Sæt I bare priserne op, staten betaler.
Det samme vil uden tvivl gøre sig gældende ved en eventuel momsnedsættelse. Jeg vil vædde på, at en momsnedsættelse på f.eks. 5 pct. ikke resulterer i, at priserne falder tilsvarende 5 pct.