Sprogligt set er "åndelig oprustning" en tom kasse. Vi skal selv fylde noget i den
Når vi føler os truet, søger vi det trygge. I en utryg verden er folkekirken et livslangt fællesskab, der rummer dannelse i rigt mål. Det har vi brug for som sjældent før.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er tydeligt for alle, at anslaget mod Grønland ikke kan betragtes isoleret.
Totalitære kræfter er på spil i øst og vest. De ønsker, at den verdensorden, vi tog for givet, falder fra hinanden. Rovet vil de dele mellem sig. Vi kan ane de nye grænser, de drømmer om, og en ny orden, hvor det er den stærkes ret, som råder.
Når verden omkring os er urolig, søger vi det faste og trygge. Vi besinder os med et godt, gammelt udtryk. Det er således også et udtryk for, hvor vi står, at man fra politisk side er begyndt at tale om åndelig oprustning.
Sprogligt set er begrebet ”åndelig oprustning” en tom betegnelse – eller på engelsk en empty signifier. Ordparret kan og skal, som den argentinske politolog og filosof Ernesto Laclau viste, fyldes med mening.
Og der vil forventeligt være en kamp om, hvad den mening er. Måske vil nogen, hvis diskursen om åndelig oprustning slår rod, have held til at definere meningen. På den måde vil der opstå en vis fælles forestilling om, hvad der er tale om. Vel vidende at flere aspekter kan udfoldes og diskuteres.
Der er nok en forventning om, at nogen i folkekirken har et bud på, hvad åndelig oprustning skal betyde.
Begrebet ”oprustning” trækker sprogligt set på militære begreber og forestillinger. Ikke mindst konflikten mellem mennesker.
Vi kender brugen af billedet ”oprustning” både fra Biblen og kirkens historie. Korstogene blev igangsat som en åndelig kamp. Og apostlen Paulus, som kendte til krig i sin samtid, kan sammenligne troen med en rustning.
Sprog er magt, og vi er som mennesker kendetegnet ved at være sprogligt tænkende og formet af sproget. Vores modersmål og de andre sprog, vi lærer undervejs i livet, bestemmer langt hen ad vejen, hvad vi kan tænke og gøre. Udefrakommende diskurser kan gribe og forføre os.
Problemet med brugen af ordet ”oprustning” er, at vi bygger en konflikt ind i refleksionen over det spørgsmål, vores urolige tid stiller os. Ikke mindst bygger vi et verdenssyn, som handler om et ”dem” og et ”os”, ind i vores børns og unges selvforståelse. Det er et verdenssyn, som er væsensforskelligt fra Jesu forkyndelse og den tro, vores danske samfund bygger på. Som vi udfolder, når vi danskere rejser ud til verdens brændpunkter for at nedbryde alt det, som skiller os mennesker.
På verdensplan spreder den konfrontatoriske måde at anskue tilværelsen sig. Den gør det på internettet og sociale medier, i gader og gyder, på torve og pladser og ikke mindst i aldrende præsidenters hoveder. Man kan sige, at det er den situation, begrebet ”åndelig oprustning” er født i. Og det vel som en modstand mod totalitær tænkning og ødelæggelse af den verdensorden, som blev dannet for at undgå, standse og løse konflikter. Men begrebet afslører, hvor meget magt den totalitære tænkning og diskurs har.
Begrebet ”åndelig oprustning”, forstået som en opstand mod det konfliktskabende, sætter sig så at sige ikke ud over den tidsånd, det vil modsige.
Jeg har fra en teologisk position indgående forsket i sprog og brug af militær magt. Jeg vil insistere på, at vi i stedet for begrebet ”åndelig oprustning” anvender ordet ”besindelse” om det, den urolige tid fordrer af os. Både som enkeltpersoner, samfund og kirke. Jeg mener hermed en besindelse på, hvem vi er som mennesker med vores forhistorie og den mening, der ligger gemt, som vi kan genopdage og støtte os til.
Kirkehistorisk set er folkekirken ganske konkret forbundet med apostlenes første menighed. Kirken har fået forskellige udtryk og former. Den er blevet præget af nye erkendelser, steder og mennesker.
Som sådan kan folkekirken blive verdens bedste kirke, hvis vi bliver bedre til at have omsorg for vores præster og menighedsråd. Folkekirken bæres af et engagement, der går en ekstra mil. Der er en grundlæggende lighed og respekt mellem kønnene. Der er en åbenhed over for alle, og der er ritualer, hvor det er kærligheden, som er det centrale. Det skal vi tale åbent om.
Når vi teologisk set skal give mening til besindelsen, er det som en nysgerrighed på det kirkelige fællesskab. Det vil sige fællesskabet, der hvor vi bor hver især. Begrebet ”dannelse” er her en hjælp i vores forståelse af, hvori den besindelse består.
Vi taler ganske vist meget om tro i kirken. Men vi skal blive bedre til at fremhæve begrebet ”dannelse”, som fortæller om det, som finder sted og er på spil i kirken. Dannelse i den forstand, at vi i kirken i samværet med andre får et sprog, som gør os til mennesker, der kan udfolde os med åbenhed mod verden og mærke kærlighed, tro og håb.
Vi kan i kraft af den dannelse tale om angst, svigt, frygt, sorg, savn, smerte, glæde og lykke. Vi forstår, hvad der er rigtigt og forkert, og hvad gode relationer bygger på i et fællesskab. Vi får redskaber til at leve med og håndtere vores egoisme, være overbærende og søge forsoning.
Som dannelsesfællesskab er folkekirken ikke statisk. Tværtimod. Over årene er nye tiltag og initiativer opstået. Tre eksempler er drop-in-dåb, barselscafé og babysalmesang.
Således begynder den kirkelige dannelse tidligt og fortsætter livet igennem. Vi bliver med vores livserfaring klogere på livet og dybden af kirkens budskab. Det er åbenlyst, fordi vi gennemlever forskellige perioder: barndommen, ungdommen, voksenlivet og alderdommen. Undervejs rammer livet os med tab, ulykke og måske svigt. Det gør, at vi stiller nye spørgsmål og har brug for åbne og anerkendende fællesskaber.
Folkekirkens gudstjeneste og undervisning er nerven i dannelsen. Vi lærer nyt om verden ved foredrag, mødes i mandeklubber, strikkeklubber, under korarbejde, deltager i tro og eksistens-samtaler, i sorggrupper, taler sammen ved kirkekaffen, hjælper til i natkirken og i genbrugsbutikker. Der er tusinder af sådanne fællesskaber i folkekirken lokalt forankrede.
Således sender besindelsen i den urolige tid os tilbage til det folkekirkelige fællesskab i al sin mangfoldighed og rigdom.
Her modsiges de totalitære og magtsyge. Vi lader os ikke besnære og lokke af magthavernes sprog til at tænke som dem og være som dem. Vi lærer at tale den stærkes ret og magt midt imod.
Som sådan har et frit, oplyst, retfærdigt og demokratisk samfund som aldrig før i nyere tid brug for folkekirken.