»Du er ikke som de andre« – eller er det bare normen, der har rykket sig?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Du er anderledes – på den gode måde.« Det er en sætning, jeg har hørt fra drenge flere gange, end jeg kan tælle. Ofte fulgt af: »Du er en god pige« eller endda »du er for god til mig«. Det lyder, og er også ment, som et kompliment. Men hvorfor føles det mere som en diagnose? Som noget sjældent og usædvanligt?

Det er ikke første gang, jeg får at vide, at jeg er »anderledes end de andre«, og efter min erfaring bliver det nok heller ikke den sidste. Spørgsmålet er bare: Hvad er det egentlig, jeg er anderledes end?

Oftest er det, at jeg ikke ryger, vaper, tager snus eller fester hver weekend, men nærmere, at jeg »faktisk« har ambitioner, som åbenbart er blevet noget, man lægger mærke til – netop fordi det ikke længere forventes af nutidens ungdom.

Når man kigger på unge i dag, er der mange, som ikke har skænket tiden efter gymnasiet en eneste tanke endnu, ikke har de store ambitioner og fester lige en gang for meget, end hvad de kan holde til. For selvom nogle ved, hvad de vil senere, er der en langt større del, der ikke gør og ender derfor med at feste uddannelsen væk. Ansvar, mådehold og langsigtet tænkning er blevet bemærkelsesværdigt, ikke fordi det er ekstremt, men fordi normaliteten har rykket sig.

Når man får at vide, at man er »for god«, ligger der ofte noget usagt bag: for stille, for kedelig, for lidt kaos. Man er for ”perfekt” – man passer ikke ”normen” længere. Det er, som om normaliteten har rykket sig så langt, at ansvarlighed, grænser og selvrespekt pludselig bliver til noget særligt.

I min omgangskreds, blandt venner og på min skole, oplever jeg igen og igen, at det ligefrem forventes, at man ikke tager fremtiden alt for seriøst. At man går med strømmen og falder i de samme dårlige vaner som alle andre.

Når man bliver set som en slags guldmine, bare fordi man ikke har behov for at tilpasse sig en kultur, hvor grænser og ansvar ofte nedprioriteres, for at passe ind i, hvad der betegnes som ”normen”. Siger det noget bekymrende om ungdomskulturen og om, hvor lave forventningerne i vores generation er blevet til hinanden? Som om det at vælge sig selv og sine værdier er en sjældenhed – ikke et valg, men en anomali.

Måske burde vi stoppe med at kalde unge, der har grænser, for »anderledes«, men i stedet kigge den anden vej på dem, som man ville betegne som »normale« i stedet? Måske burde vi stoppe med at normalisere ikke at have ambitioner, ikke være målrettet, ikke være ordentlig og ikke være ansvarlig, men gøre normen til netop at være de ting – de gode egenskaber.

Måske er problemet ikke dem, der skiller sig ud og er »noget, man sjældent møder«. Måske ligger problemet i det fællesskab, de skiller sig ud fra.