Hold op med at kalde mennesker for »fleksjobbere«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ord former virkelighed. Også på arbejdsmarkedet.

Derfor er det på tide, at vi stopper med at omtale mennesker i fleksjob som fleksjobbere. De er ikke en ordning. De er deltidsarbejdende fagpersoner, som udfører et stykke arbejde – præcis som deres kolleger.

Når vi bruger betegnelsen »fleksjobber«, reducerer vi et menneske til en administrativ ramme. Vi siger intet om deres faglighed, erfaring, professionalisme eller bidrag. Vi sætter dem i en boks, som signalerer, at de ikke helt hører til. Det er både nedværdigende og misvisende.

Et fleksjob er ikke en identitet. Det er en arbejdsramme, der gør det muligt for mennesker med nedsat arbejdsevne at bidrage til arbejdsmarkedet på bæredygtige vilkår. Punktum.

På langt de fleste arbejdspladser omtaler vi medarbejdere efter deres profession: konsulent, projektleder, kommunikationsmedarbejder, økonom, specialist.

Men når det gælder mennesker i fleksjob, falder sproget ofte tilbage til systemets terminologi. Hvorfor?

At omtale medarbejdere efter deres ansættelsesform i stedet for deres kompetencer gør noget ved både selvforståelse og fællesskab. Det skaber en “dem og os”-opdeling, som ingen er tjent med – hverken medarbejderen, kollegerne eller arbejdspladsen.

Hvis vi reelt mener noget med inklusion, starter det med sproget. Inklusion handler ikke om særbehandling, men om ligeværd. Og ligeværd begynder med at blive omtalt for det arbejde, man udfører – ikke for den ordning, der gør det muligt.

Så næste gang: Tal om dine medarbejdere for deres faglighed. Ikke for deres fleksjob.