Måske skal vi ændre adfærd og indstille os på, at ulven er der. Den har set os

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

På trods af den igangværende debat om ulven er det væsentligt at bemærke, at debatten ikke skyldes, at nogen ulv har været aggressiv over for et menneske. Det har de ikke.

De har observeret os.

De lever i øjeblikket i fredelig sameksistens med os og færdes mest om natten for at undgå os.

Debatten baseres på frygt. Hvordan skal vi forholde os?

Da jeg var 14 år, blev jeg voldsomt overfaldet af en schæferhund, mens jeg stod på ski på en øde mark i Midtjylland. Det medførte ingen avisoverskrifter, ingen debat om, hvorvidt alle burde kunne eje de største hunde, uanset hvor (u)ansvarlige ejerne var (den pågældende schæfer var en tidligere tysk politihund, der var blevet solgt videre til en privat person, fordi den var utilregnelig i polititjeneste).

I området omkring San Francisco kan man være heldig at møde en mountain lion (puma). De lokale ved, at de færdes i et område, som de deler med de store katte, når de går søndagstur i bjergene. De fleste ved, hvordan man færdes. Man er lidt mere årvågen. Man er klar til at gøre sig ”stor”.

Man har ting med, der kan larme og skræmme en mountain lion væk, hvis den kommer for tæt på. Man jogger ikke i de områder, så man ikke opfattes som et løbende byttedyr. Men kattene er typisk bange for mennesker og holder afstand.

Vi skal ikke starte en krig mod ulvene. De har ikke været aggressive over for os. De er intuitive ligesom mennesker. Hvis de mærker aggressivitet, er det sandsynligt, at de går i forsvarsposition. Lige nu lever de fredeligt med os.

Men måske vi skal lære at færdes med en ny bevidsthed om, at de er her.

Vi skal måske være mere forsigtige med at færdes alene efter mørkets frembrud i affolkede områder.

I min barndoms landsby i Midtjylland gik villaveje direkte over i marker og krat. Ulve kan ikke vide, hvis de passerer et byskilt i de øde områder.

Man taler om begrebet en ”problemulv” som en ulv, der kommer for tæt på. Men at komme tæt på os kan uforvarende ske i de tyndtbefolkede områder med små landsbyer på øde strækninger i Midt- og Vestjylland. Er nogle af disse ulve i virkeligheden ved at vænne sig til os?

Er en ”problemulv” måske på kanten til at blive tam? Menneskets bedste ven, hunden, var oprindeligt netop det: en tam ulv.

Under alle omstændigheder er der ingen tvivl om, at de har set os. Og de har ikke gjort os noget.

Under coronanedlukningen nåede vi lige akkurat at opleve, hvordan naturen blev renere, roligere og større omkring os. Vi oplevede det, som naturen kan give os, når vi opholder os i den.

Siden industrialiseringens start har mennesket sat naturen under så stort pres, at den er ved at bukke under. Men vi er selv en del af naturen. Vores moderne samfund gør os stressede. Vi lever ude af trit med årstiderne og naturlige døgnrytmer. Vi sidder foran computeren og i vores biler, når vi burde sove. Vi har brug for naturen. Vi har brug for at observere dens rytmer.

Vi må have så meget respekt for naturen, at den ikke kun eksisterer på vore præmisser. Ulven er et storslået dyr. Det sidste store toprovdyr i Europa. Jeg mener ikke, at vi – bare fordi vi er mennesker – har ret til at eliminere den natur og de dyr, vi opfatter som ”ubelejlige”.

I 2014 besøgte jeg forfatter og psykolog Ginny Anderson i San Francisco. Hun havde skrevet bogen ”Circling San Francisco Bay: A Pilgrimage to Wild and Sacred Places”, som jeg skrev sangene til mit album ”Circle the Woods” ud fra.

I bogen beskriver hun, hvordan hun som psykolog i mere end 50 år har vandret med klienter i bjergene omkring San Francisco, og hvordan denne anderledes psykologbehandling med at forbinde sig med naturen, dens dyr og elementer har hjulpet utallige klienter.

Ginny Anderson er uddannet psykolog ved det anerkendte Stanford University og har sin baggrund i orden. Men hun har også i en periode boet sammen med nord- og sydamerikanske indianere og har derved fået en anden forståelse for naturen.

Hun tog mig med i bjergene. Hun var dengang over 80 år. Siden overfaldet med schæferhunden som barn har jeg været nervøs omkring store hunde, og med udsigt til at vandre blandt de store mountain lions blomstrede nervøsiteten op. Jeg fulgte hendes råd og vandrede roligt og observant. Bevæbnet med en grydeske og en kasserolle, så jeg kunne larme, hvis det skulle være. Flere trak på smilebåndet.

Det var en magisk tur.

Undervejs fortalte Ginny mig om engang, hun havde mediteret i bjergene. Da hun åbnede øjnene, sad der en mountain lion lige ved siden af hende. I erkendelse af at hun ikke kunne løbe fra den, lukkede hun øjnene og mediterede videre. Da hun åbnede dem igen, var den gået.

Vi har så mange skræmmehistorier om ulve. Vi får læst ”Rødhætte”, fra vi er børn.

Jeg håber, at vi finder fodfæste i respekten for naturen – og for ulven.

Mennesket er fortsat det mest aggressive levende væsen på Jorden. Og se, hvad det foreløbig har gjort for verden.