Garderen passede bare sit arbejde. Til gengæld bør aktivister se sig selv i spejlet
Garderen, der nytårsaften væltede en demonstrant på Amalienborg Slotsplads, er blot en medborger, der har valgt at beklæde en rolle, der betyder, at han måtte gøre det, han gjorde. Kritikken af ham er derfor ikke berettiget.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der har siden nytårsaften været en del postyr i medierne om klimaaktivisten, der blev væltet omkuld af en garder.
De fleste kommentarer, jeg har læst, har været af den opfattelse, at han blot udførte sit arbejde. Men det skyldes sikkert det netværk, jeg har på mediet.
Jeg har dog også læst opslag og kommentarer, der udtrykker forståelse for aktivisterne og deres sag. Ja, tilmed et opslag fra hans medaktivist, som bedyrer, at de blot ønskede at gøre opmærksom på, at politikerne ikke forstår alvoren af den klimakrise, vi befinder os i.
Nogle har været bekymret over muligheden af, at han var kommet til skade, da garderen skubbede ham omkuld.
Jeg forstår selv godt alvoren i sagen.
Alligevel stiller jeg mig på garderens side. For en garder er en af mine medborgere, der har valgt at arbejde som soldat og forsvare vores fælles land og dets institutioner.
Han – eller hun – har også som opgave at forsvare grænserne. Også grænserne for, hvor tæt man må komme dem selv under udførelsen af deres arbejde.
I den funktion er de myndighedspersoner med ret til at øve vold mod personer, der krænker grænserne og ikke udviser respekt for deres arbejde.
Vi er nok i Danmark vokset op med et romantisk syn på gardere. De ser jo flotte ud i både deres sorte hverdagsuniformer og røde gallauniformer. Og sammen med turister standser vi op og nyder synet af dem, når de marcherer gennem hovedstadens gader for fuld musik og trommeslag.
Vi morer os ofte over amerikanere, der betragter Danmark som et lille eventyrland. Men vi har selv en rem af den romantiske og sentimentale hud.
Også jeg selv har engang fotograferet mine børn stående ved siden af en garder og hans skilderhus på Amalienborg Slotsplads.
Men jeg bor i en by, Holstebro, der huser et dragonregiment. Næsten hver dag, når jeg løber i skoven bag kasernen, kommer jeg forbi de store, nye garager, der rummer panserkøretøjer, der vil skulle bruges til at gå i krig med, hvis det skulle blive nødvendigt. Gud forbyde det.
Undertiden møder jeg værnepligtige på øvelse i skoven og i terrænet bagved. Deres uniformer er ikke så flotte som gardernes. Men de bærer bare en anden slags arbejdstøj.
I min ”lomme” bor der to familier, hvor manden i huset er eller har været ansat ved Forsvaret. De er mine naboer og medborgere – og dertil fredelige, civiliserede og venlige. Jeg forstår derfor godt, hvis soldater ønsker, at vi respekterer det arbejde, de udfører for at beskytte os andre.
Garderen på Amalienborg onsdag aften gjorde derfor ikke andet end det, vi har ansat ham til. Vi bør derfor respektere ham for både hans arbejde og som medborger.
Men jeg vil gerne tilføje, at den mangel på respekt, aktivisten udviste, desværre er udtryk for den respektløshed, som har bredt sig i de seneste årtier over for autoritet og myndighed i det hele taget.
Der er ikke så langt fra uro i et klasseværelse til uro på Amalienborg og til fyrværkeri affyret mod politi og brandfolk.
Aktivisme og demonstrationer er naturligvis fuldt legitime.
Men selv aktivister må respektere grænser i et ordnet, demokratisk samfund, som kræver, at vi respekterer hinanden som medborgere og ukrænkeligheden af statens institutioner.