Vi skal ikke sætte børn i verden uden at give dem chancen for at finde ud af, hvor de kommer fra

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I diskussionen om moderne familiedannelse fremhæves kærlighed ofte som det afgørende. At så længe et barn er ønsket og vokser op i trygge rammer, er resten underordnet.

Det er et sympatisk udgangspunkt, men også et utilstrækkeligt ét. For kærlighed alene kan ikke bære et menneskes behov for at forstå sig selv. For de fleste er spørgsmål om ophav en naturlig del af livet.

Hvem ligner jeg? Hvor stammer jeg fra? Hvilke træk og historier bærer jeg med mig? I Danmark accepterer vi imidlertid, at børn bliver til under ordninger, hvor svarene på netop disse spørgsmål på forhånd er gjort utilgængelige – nemlig gennem anonym sæd- og ægdonation.

En lang række andre lande som Norge og Sverige har for længst afskaffet anonym donation, ud fra en erkendelse af at barnets ret til viden om sit ophav må veje tungere end hensynet til de voksnes ønsker.

Men i Danmark tillader vi fortsat anonym sæd- og ægdonation. Det betyder, at børn bevidst bliver sat i verden uden mulighed for nogensinde at kende deres biologiske ophav. Det harmonerer dårligt med forestillingen om, at barnets tarv er det bærende princip i dansk familie- og sundhedspolitik.

Argumentet om donorernes ret til anonymitet fremføres ofte. Men donation er et frivilligt valg, og derfor er det rimeligt at stille krav om ansvar og gennemsigtighed i den forbindelse. Her bør udgangspunktet være barnet, ikke donorens ønske om at forblive anonym.

Jeg finder det ærligt talt bekymrende, hvordan sæddonation ofte fremstilles som noget letkøbt. På Københavns Sædbanks hjemmeside beskrives donationen som noget, der honoreres med op til »500 kr. pr. donation, hvilket er en god kompensation for din tid og indsats«, ligesom der tilbydes et månedligt fitnesstilskud på 300 kr.

Når sæddonation på den måde indrammes med blik for egen gevinst, sløres det, at der i virkeligheden er tale om medvirken til at sætte et menneske i verden.

Manglen på viden om biologisk ophav er ikke uden konsekvenser. Den kan indebære en reel sundhedsrisiko. Når man ikke kender sin biologiske baggrund, kan man heller ikke på samme måde få indsigt i oplysninger om arvelige sygdomme, genetiske dispositioner og familiens helbredshistorie. Det kan få betydning for både forebyggelse, diagnostik og behandling senere i livet.

Men konsekvenserne stopper ikke ved det sundhedsfaglige. Uvisheden rækker også ind i spørgsmålet om identitet. For donorbørn kan uvisheden blive en vedvarende følelse af, at der mangler en del af fortællingen om dem selv. En viden, de aldrig har haft mulighed for at få.

Det er netop denne erfaring, flere donorbørn nu sætter ord på i den offentlige debat. Nete Eldrup har tidligere i år understreget, at »det er en ret at kende til sit ophav. Det er ikke en ret at få børn«, og peget på den usikkerhed, anonym donation kan efterlade: »Noget af det, der fylder rigtig meget i mig, det er, hvad kan jeg have arvet? Hvad kan der ske i min fremtid helbredsmæssigt?«

Natasja Windfeld har ligeledes sat ord på denne problemstilling, da hun i ”Deadline” på DR2 sagde, at »det handler om at kende til halvdelen af sig selv«. Selvom Natasjas far valgte at forblive anonym, lykkedes det hende alligevel at opspore hans identitet ved hjælp af moderne dna-teknologi.

At det i dag er lettere at opspore sin mor eller far, fritager ikke lovgivningen for ansvar. En ændring i reglerne handler om de etiske principper, barnet bliver født ind i.

Praksissen er desuden i strid med FN’s Børnekonvention artikel 7 og 8, som fastslår, at børn så vidt muligt har ret til at kende deres forældre og bevare deres identitet. Det at kende halvdelen af sit biologiske ophav er i den grad identitetsskabende. Når anonym donation tillades, accepterer vi, at børn på forhånd afskæres fra denne viden, samtidig med at rettigheder, som ellers burde betragtes som grundlæggende, tilsidesættes.

Det paradoksale er, at i adoptionssammenhænge anerkender vi i Danmark, at et barn har to sæt forældre: de biologiske og de adoptive. Derfor har adopterede børn efter dansk praksis mulighed for at få oplysninger om deres biologiske forældre gennem myndighederne, også selv om de juridiske bånd er ophævet.

Det betragtes som en legitim og væsentlig del af retten til at kende sin oprindelse. Jeg undrer mig over, at denne forståelse tilsyneladende stopper, når det gælder donorbørn. Hvorfor anerkendes ønsket om indsigt i sit biologiske ophav hos adopterede børn, men ikke hos donorbørn?

Vi kan ikke komme uden om vores fertilitetskrise. Danmark har et faldende reproduktionsniveau, som er en alvorlig udfordring, vi må forholde os til.

Et samfund kan ikke uden videre acceptere, at fødselstallene gennem længere tid ligger markant under det reproduktionsniveau på omkring 2,1 barn pr. kvinde, der er nødvendigt for at opretholde befolkningen.

Når vi i dag befinder os på omkring 1,5 barn pr. kvinde, kalder det på handling. Det har også været det centrale hensyn for sundhedsordfører Lea Wermelin (S), som frygter, at et ophør med anonymitet kan betyde, at færre vil vælge at donere æg eller sæd: »Der er nogle forskellige balancer at tage hensyn til, når man som forældre kan vælge det her. Men der hvor vi står i dag, står vi jo også med en fertilitetskrise, hvor næsten hvert fjerde par har svært ved at få børn.«

Men børn må ikke komme til verden for enhver pris. Hvis konsekvensen af at sætte barnets tarv først er, at færre vælger at donere, er det en konsekvens, vi må acceptere.

I stedet bør blikket rettes mod, hvordan samfundets rammer bedre kan understøtte familiedannelse og ønsket om at få børn i en tid, hvor det for mange allerede er vanskeligt, uden at det sker på bekostning af grundlæggende etiske hensyn.

Det var derimod positivt, at sundhedsminister Sophie Løhde (V) tidligere på året anerkendte problemstillingen og meldte ud, at reglerne for anonym sæd- og ægdonation skulle ses efter og drøftes politisk.

Men der er endnu ikke fremlagt konkrete forslag eller ændringer. På trods af erklæringer om videre overvejelser står praksissen uændret, og børn bliver fortsat sat i verden uden mulighed for at få viden om deres egen oprindelse. Det betyder, at barnets perspektiv fortsat må vige, mens beslutningen om en ændring udskydes.

Spørgsmålet er derfor ikke, om vi har råd til at ændre praksis, men om vi har råd til at lade være. Et samfund måles ikke kun på, hvor mange børn der bliver født, men på de vilkår, vi vælger at give dem. Når vi i dag ved, hvad anonym donation kan betyde for dem, der vokser op med konsekvenserne, kan uvidenhed ikke længere bruges som undskyldning.

Anonyme donorer er ikke et vilkår, vi er tvunget til at acceptere, men et valg, vi fortsat træffer. Og valg kan ændres. Hvis barnets perspektiv reelt skal være udgangspunktet og ikke blot en formulering i politiske hensigtserklæringer, er tiden kommet til at lade anonymiteten høre fortiden til.