Rapunzel, Rapunzel, lad din sociale angst falde ned

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Billedalbummet er ikke det eneste bevis på, at mine forældres ungdom var vådere og vildere end min egen. Statistikken er mit vidne.

Vi drikker mindre, færre unge tager stoffer, og natklubberne er mærkede af, at min generation går mindre ud. Den udvikling bliver kaldt et stort fremskridt for folkesundheden, men tendensen har til følgesvend, at vi er mere ensomme, vi flytter senere hjemmefra og bruger mange flere timer alene i vores eget selskab end nogensinde før i historien.

Mine forældre har sat farten en kende ned siden 90’erne, og de er også for længst stoppet med at ryge og startet med at løbe, så det hele gik jo nok alligevel. Alligevel har de alle dage holdt mig i langt kortere snor, når det kommer til druk, hor og rygning, end de selv stod model til, og de stod ikke alene med den moralrevolution. De havde det til fælles med resten af forældrebestyrelsen og resten af den vestlige verden åbenbart.

Jeg er ung i et samfundsomspændende eksperiment, som vi ikke begriber konsekvenserne af endnu, men vi kan ikke frasige os ansvaret, for resultatet af afholdsregimet er lige så langsomt begyndt at melde sig. Med 200 år på bagen er fortællingen om Rapunzel, der kaster sig hulkende hen over sin sengekant, nemlig gået hen og blevet generationssatire.

Hun gik tidligt i seng, opførte sig eksemplarisk, og selvom Brødrene Grimm glemte at nævne det, så er jeg overbevist om, at Rapunzel også fik flotte karakterer. Det er egentlig en gåde, hvorfor hun var så ulykkelig.

Hun lever den kollektive drøm. Den drøm, vi har stemt på, når politikerne forbyder 16-årige at dele en flaske vin uden opsyn, og når vi ikke protesterer over, at gymnasieelever skal stå skoleret ved alkometeret inden festen.

Forstå mig ret. Det er da en fornøjelse, at økologiske og alkoholfri øl også er blevet tilgængelige selv i de fjerneste dele af landet, og jeg er ikke fortaler for at genindføre traditionen med at drikke konfirmanden under bordet. Hvad de sider i historiebøgerne har til fælles, er også, at det ikke var et politisk valg at gøre alkoholfri IPA trendy, og rygeforbuddet og haltende alkoholbevillinger kom ligeledes, lang tid efter vi har holdt op med at sende cigaretfadet rundt og hælde øl på børn.

Derfor efterlyser jeg nuancer, når vi ser det som nationens vigtigste opgave, koste hvad det koste vil, at få unge til at stoppe med at drikke. I kan sagtens snave regelstaten i gulvet, jeg skal ikke tage del i orgiet, men jeg vil kræve, at I gør det med åbne øjne. De værktøjer, vi bruger, har nemlig konsekvenser.

Jeg har bestøvet buske med mit bræk i samtlige villakvarterer fra Hjerting til Tjæreborg, da jeg gik i gymnasiet, og jeg skal ikke sige mig fri for at have sendt pepperonipizza og cuba caramel retur hen over rælingen på vej hjem om natten med Fanøfærgen. Jeg tjente mine egne penge, købte min egen pizza, og alkoholpriserne på egnen var rimelige, og præcis som i mine forældres ungdom gik det hele jo nok alligevel, så hvorfor skulle vi pakkes sådan ind i vat?

Der findes ikke et 12-tal i verden, jeg vil bytte det for, og der er ikke et uforklarligt blåt mærke eller en eneste nat på en fremmed sofa, jeg ville have været foruden. Og hvis min lever og min værdighed har taget skade, så bærer jeg det som patina.

På min folkeskole havde der altid været tradition for, at 8. klasserne var inviteret med til 9. klassernes afgangsfest. Men da det var min tur til at bide skeer med ballondans og Somersby på dåse, mente forældrene, at vi i modsætning til alle 8. klasserne før os var for unge.

Da jeg gik i gymnasiet, blev studieturen alkoholfri, og for første gang i Rybners Gymnasiums historie var der indført sengetider. Der havde ikke været problemer med årgangene før os, der troligt var mødt til program, rørt af gode oplevelser og tømmermænd.

Tiltaget var forebyggende, og alle måtte da kunne se, at det var bedre, at vi kom hjem fra Lissabon uden oplevelser end med dårlige oplevelser. Ret skal være ret, så drak vi os fulde alligevel og tog på eventyr, men i modsætning til årgangen før os, så var der ikke en voksen, man kunne ringe til, og i modsætning til de andre år, så blev det sociale fællesskab delt op i et A- og et B-hold, hvor det kun var dem, der sked på reglerne, der fik verden at se.

På universitetet lod ledelsen sig inspirere af coronaårene, hvor rusturen blev omlagt til introuge og styret med hård og sikker næve fra sekretariat og sundhedsstyrelse. De faldt for fristelsen, og året efter overtog Syddansk Universitet planlægningen af rusugen fra den studenterdrevne forening, der alle dage havde stået for at ryste den nye årgang sammen.

Man kan fristes til at se dette lille komma i historien som en alkoholsoplysningstid, hvor vi blev klogere. Øllene blev økologiske, drukstatistikken er nedadgående som en sort piste på vej ned i en spændende dal, hvor der venter os en helt ny måde at være menneske på. Jeg ser det som en umyndighedsrenæssance.

Snoren har nemlig aldrig før været så kort. Er meningen med livet virkelig at holde styr på sin REM-søvn og tælle kalorier? Rapunzel fik ikke skrabede knæ af at sidde i tårnet, men alligevel er det ikke hendes griben efter frihed, der er det onde i eventyret. Det er heksen.