Skolen underviser, som om intet har ændret sig

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Folkeskolen har igen været genstand for debat. Lærere beskriver uro, grænseoverskridende adfærd og børn, der har vanskeligt ved at fungere i skolens hverdag. I Jyllands-Posten har bl.a. Maja Rømer og Merete Risager sat ord på oplevelser, mange lærere deler: at skolens opgave opleves som stadig vanskeligere at løfte.

Debatten samler sig hurtigt om roller og ansvar: forældrenes opdragelse, børnenes indsats og lærernes forventninger. Men når de samme problemer viser sig bredt i skolen, er det nærliggende at stille et andet spørgsmål: ikke hvordan børn skal indrette sig bedre, men hvad det er, de forventes at indrette sig på.

Vi lever i en verden præget af global konkurrence, hvor vilkårene for arbejde, produktion og vidensudvikling ændrer sig hurtigt. Teknologiske skift sker med høj hastighed, automatisering overtager rutineopgaver, og menneskeligt arbejde handler i stigende grad om vidensarbejde, samarbejde og dømmekraft. Innovation er ikke længere et særskilt projekt, men et grundvilkår. Samlet set har centrale institutioner været nødt til at ændre den måde, arbejde organiseres, og beslutninger træffes på.

Det er i denne verden, børn vokser op – og som skolen skal forberede dem på at kunne leve og handle i. Men skolen er kommet bagefter teknologierne, og den har eksempelvis svært ved at inddrage børns mobiltelefoner som en del af undervisningen. I stedet fjerner skolen dem for at undgå uro, så undervisningen i det “faglige” ikke forstyrres.

Folkeskolens didaktik er fortsat i høj grad fagcentreret, og verden forstås som opdelt i vidensområder, hvor dannelse tænkes som noget, der følger af at lære det rette indhold. Også i arbejdet med nye fagplaner ses primært justeringer inden for fagene selv – ikke et opgør med denne grundlæggende forståelse.

Skolen kan forbyde mobiltelefoner, for verden må ikke forstyrre undervisningen – den må fjernes. Det samme mønster ses i skoledebatten. Efter at have fastslået, at skolens formål er politisk bestemt, flyttes fokus hurtigt til, hvem der skal tage ansvar. Spørgsmålet om, hvorvidt skolens praksis og didaktik faktisk er indrettet til at realisere formålene i nutidens samfund, bliver ikke adresseret.

Andre steder i samfundet har man været nødt til at ændre sin grundlæggende forståelse af verden for at kunne fungere.

Et omfattende arbejde med fornyelse af fagplanerne er sat i gang, men intet tyder på et opgør med den fagcentrerede didaktik. Skolen forsøger at reetablere løsninger inden for det bestående paradigme.

Uden en gentænkning af skolen vil problemerne fortsætte. Skylden vil blive placeret hos børn og forældre, fordi det er det nærmeste og mest synlige. Børnene fastholdes i en optik, hvor skolen er indrettet, som om verden allerede er fortolket, og hvor de blot skal overtage fortolkningen.