Socialdemokratiets selvransagelse er politisk teater

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Fremtrædende socialdemokrater – inklusive statsministeren selv – har efter nederlaget ved kommunalvalget stillet op til interviews og forholdt sig til kritikken.

Men den bebudede selvkritik lyder mest som en poleret jobsamtale: Når man bliver spurgt til sin største svaghed og svarer, at man er for grundig, for perfektionistisk eller for tillidsfuld. Et velkendt trick, hvor man pynter på sig selv og undgår at vise de reelle sprækker – hvor man fremhæver sine gode kvaliteter og samtidig fremstår som én med selvindsigt.

Socialdemokratiet led et historisk nederlag ved kommunalvalget. For første gang nogensinde mistede de overborgmesterposten i København, gik tilbage i stort set hele landet, røg helt ud af flere byråd og tabte gamle højborge.

Nederlaget har åbnet en sprække i partiet: For første gang i Mette Frederiksens ti år som formand lyder der åben kritik af hendes lederskab. Hele 41 socialdemokratiske byrådsmedlemmer siger i en DR-rundspørge, at de ønsker en ny formand. Kritikken rammer både hendes person, udlændingepolitikken, regeringsdeltagelsen og linjen i Ukraine. Selv Arne Juhl – manden, som partiets kronjuvel, Arne-pensionen, er opkaldt efter – har i et interview vendt sig mod Socialdemokratiet og varslet, at han måske skifter til SF.

Efter valget har Mette Frederiksen lovet selvransagelse. 10 dage efter valget annoncerede hun på Instagram stormøder inden jul og en samlet konklusion den 17. januar. Ved partiets årsmøde i september erklærede hun, at man efter seks års regeringsdeltagelse vil være sin egen største kritiker – man vil både være i regering og i opposition. Det lyder som et parti, der er klar til at se indad og gribe enhver mulighed for at blive klogere. Men kradser man lidt i overfladen, træder et andet mønster frem.

I et interview med Weekendavisen efter nederlaget bliver Mette Frederiksens ledelsesstil sat under lup. Hun starter med at slå fast, at hun selvfølgelig ikke går af som formand og tilføjer: »Jeg tror i al beskedenhed, at jeg har en aktie i de ting, der er lykkedes for Socialdemokratiet i mere end ti år.« Det er klassisk Frederiksen: En formulering, der ligner ydmyghed, men fungerer som retorisk camouflage for selvros.

Hun indrømmer, at hendes ledelsesstil både er en styrke og svaghed – men kun i den forstand, at den er effektiv. »Jeg har svært ved at gå forbi et problem uden at forsøge at løse det. Og jeg har svært ved at gå forbi en hård politisk diskussion uden at gå ind i den,« siger hun. Med andre ord: Hendes største fejl er, at hun løser for mange problemer og arbejder for hårdt – den politiske pendant til at sige til en jobsamtale, at man er for perfektionistisk.

Selvrefleksionen reduceres til en fortælling om slitage – hun er simpelthen for dygtig til sit job. Som hun formulerer det: »Der er da helt sikkert nogle diskussioner, jeg kunne have ladet være med at gå ind i, og så havde slitagen været mindre.« Problemet er ikke beslutningerne, ikke stilen, ikke magtudøvelsen – problemet er, at folk er blevet trætte af at høre på den.

Debatten om hendes ledelsesstil er imidlertid langt fra ny. Allerede i 2014, blot fire uger efter hun blev justitsminister, endte konflikter med embedsmænd i et krisemøde med 80-100 ansatte og Djøf som mægler. Under coronahåndteringen fulgte grundlovsbrud og slettede sms’er – en parade af beskyldninger om magtfuldkommenhed. Og i denne regeringsperiode blev afskaffelsen af store bededag endnu et monument over en kompromisløs styringsform.

Kritikken har længe været kras, men den preller af som regn på en vindjakke. Selvransagelsen rækker aldrig helt indad – aldrig til ledelsesstilen. På valgaftenen nævnte hun regeringsdeltagelsen som en mulig forklaring på nederlaget, men tilføjede i samme åndedrag: »Vi skal jo have en regering i Danmark, og vi har også behov for en regering, der kan træffe nogle af de beslutninger, der skal til, når verden er så urolig, som den er.« Hun er nødvendig, må vi forstå. Uden hende – ingen beslutninger. Ingen regeringsduelighed. Ingen voksne i rummet.

En anden socialdemokrat, der har forsøgt sig med fænomenet selvrefleksion, er politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen – kongen af udenomssnak.

Han blev inviteret i Joachim B. Olsens podcast Borgerlig Tabloid for at analysere nederlaget. Joachim B. Olsen starter med at spille klippet, hvor Mette Frederiksen siger, at de skal være deres egen største kritiker – nærmest som en slags beroligende sutteklud til Rabjerg Madsen, så han kan være sikker på, at den store leder er modtagelig for kritik.

Han gentog loyalt mantraet om ansvar, svære beslutninger og fremtidssikring af velfærdssamfundet. Han medgiver, at der har været svære og komplekse sager – store bededag, fødevarepriser, Ukrainekrigen – men da han igen og igen bliver spurgt til, hvorvidt Socialdemokratiet har begået fejl, kan han ikke nævne én eneste. Ikke én. Det har bare været svært at kommunikere, hvorfor man gør, som man gør, siger han. Altså: Vælgerne har ikke forstået, at de er geniale.

Selv da Joachim B. Olsen presser ham med det åbenlyse spørgsmål – om et så dårligt valgresultat ikke må være udtryk for fejl – holder Rabjerg Madsen fast og henviser igen til de svære sager og siger: »Det betyder måske også, at man kan få dårlige valg, og valg man ikke er tilfreds med, uden at have begået fejl – fordi man skal administrere sager, som er komplekse og svære.«

I Socialdemokratiets univers findes der ingen fejl. Kun komplekse sager, misforståede genistreger og vælgere, der ikke helt har fanget storheden.

Vi slutter med den eneste personlige fejl, Mette Frederiksen næsten har indrømmet. Under valgkampen deltog hun i et TikTok-format kaldet ”Hvad er vigtigst?”, hvor hun skulle vælge mellem to muligheder: aldersgrænse på TikTok eller højere SU, højere løn til sygeplejersker, billigere offentlig transport. Hun svarer aldersgrænse på TikTok til dem alle.

Dernæst kommer spørgsmålet: aldersgrænse på TikTok eller lavere fødevarepriser? Hun svarer igen aldersgrænse på TikTok. Hun når lige at lave en mishaget lyd og synkende grimasse, hvorefter hun siger: »Jeg holder fast i en aldersgrænse på TikTok.«

Hun røg i en storm af kritik. Alt fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti rasede og brugte klippet som bevis på, at Mette Frederiksen har mistet følingen med den almindelige danskers hverdag – en kritik, hun har slæbt med sig, lige siden hun flirtede med en international toppost.

I sin Instagram-evaluering skrev hun senere, at hun havde begået en fejl. Endelig en indrømmelse. Men går man videre til næste side, kan man kende hende igen: Fejlen var ikke hendes prioritering – fejlen var, at hun ikke fik sagt, at man ikke kan stille det sådan op. Altså, at spørgsmålet var forkert. Præmissen. Ikke hende.

Det er og bliver det tætteste, vi kommer på selvindsigt fra Mette Frederiksen: Hun indrømmer kun fejl, når de i virkeligheden er andres. Det er selvkritik som teater, hvor hun spiller hovedrollen – og publikum må nøjes med at klappe af illusionen.

I Socialdemokratiets univers er selvkritik en disciplin i spin: en måde at forvandle kritik til kvalitetsstempel, nederlag til slid og storme til bevis på ansvarlighed. Det er en forestilling, der altid ender med samme pointe – at uden Mette er der ingenting. Og sådan kan man blive sin egen største kritiker uden nogensinde at kritisere sig selv.