Som jøde føler man sig moralsk ensom over mediernes tilgang til terror mod jøder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Da der blev åbnet ild mod en hanukkah-fejring ved Bondi Beach i Sydney, blev en af verdens mest ikoniske strande forvandlet til et sted præget af panik og lidelse. Mindst 16 mennesker mistede livet, og omkring 40 blev såret. Ofrene var samlet for at markere en jødisk højtid, der fejrer håb, overlevelse og retten til frit at praktisere sin tro. Derfor er spørgsmålet ikke kun, hvad der skete den dag, men hvordan resten af verden forholder sig til det, der skete.

Hanukkah er en fest for modstandskraft og udspringer af makkabæernes opgør mod et regime, der ville forbyde jødisk tro og identitet. I det andet århundrede før vores tidsregning forsøgte den græsk-syriske hersker Antiochus IV at ensrette befolkningen og opløse jøders religiøse praksis.

Et lille oprør lykkedes med at genvinde templet i Jerusalem og retten til at leve som jøder. Ifølge traditionen fandt man ved genindvielsen kun olie nok til én dags brug til templets lampe, men den brændte i otte dage, indtil ny olie kunne fremstilles.

Derfor tændes hanukkah-lampen med ni arme som et symbol på religiøs frihed og på kampen for at bevare sin identitet i et fjendtligt miljø.

Når angribere vælger netop en sådan dag, vælger de ikke tilfældigt. De vælger et symbolsk mål. Det er et angreb på mennesker, men også på historie, identitet og kollektiv hukommelse. At skyde mod familier og børn samlet om lys og sang er ikke en tilfældighed. Det er en markering. Netop derfor burde angrebet stille særlige krav til klarhed, præcision og ansvar i både politiske udtalelser og mediedækning.

Den internationale dækning var hurtig til at rapportere dødstal og politiindsats. Alligevel tøvede mange medier med at forholde sig klart til motivet, selv om australske myndigheder relativt tidligt beskrev handlingen som målrettet mod jødiske borgere.

I Danmark blev hændelsen i DR1’s TV-A omtalt som »muligvis« terrorangreb på et tidspunkt, hvor både australsk politi og flere internationale medier allerede betragtede angrebet som terror. Denne sproglige forsigtighed stod i kontrast til dækningen i blandt andet Reuters, AP og australske ABC, hvor betegnelsen »terrorangreb« blev anvendt uden forbehold.

Denne tilbageholdenhed er ikke ny. Angreb mod jødiske mål fremstilles ofte som isolerede hændelser eller reduceres til individuelle forklaringer som psykisk ustabilitet eller social marginalisering, mens angreb mod andre minoriteter hurtigere indplaceres i en ideologisk ramme.

Konsekvensen er, at jødiske ofre igen og igen oplever at stå i en slags undtagelsestilstand, hvor vold mod dem behandles anderledes. Det er, som om denne form for had har vanskeligere ved at finde plads i de fortællinger, mange medier foretrækker at formidle. På tværs af internationale medier fremstår tre mangler tydeligt.

For det første er der begrænset opmærksomhed på forebyggelse og efterretninger. Der stilles få spørgsmål til, om angrebet kunne være forhindret, og hvilke signaler der eventuelt blev overset. For det andet mangler der en selvstændig journalistisk vurdering af politiets taktiske håndtering. Reaktionstid, sikring af området og operative valg overlades til fremtidige rapporter, som kun sjældent bliver genstand for vedvarende medieopmærksomhed. For det tredje mangler perspektiv.

Angrebet fremstilles ofte som en isoleret tragedie, selv om det indgår i en global udvikling med stigende vold rettet mod jøder og jødiske institutioner. Når en jødisk højtid angribes, testes verdenssamfundets evne til at stå fast på universelle principper. Det burde være enkelt at fastslå, at angreb på fredelige religiøse forsamlinger er uacceptable, uanset hvem ofrene er.

Det burde også være muligt at tale klart om hadets karakter uden sproglige forbehold. Men i en medievirkelighed præget af politiske hensyn, sociale mediekampagner og en voksende frygt for at støde bestemte grupper bliver klare ord ofte pakket ind. Resultatet er en følelse af moralsk ensomhed blandt dem, der igen står som mål for volden.

Hanukkah handler om at tænde lys i mørket. Den moderne verden har brug for samme symbolik. Et angreb på jødiske familier på en strand i Australien er ikke et lokalt anliggende, men en påmindelse om et ansvar, der rækker langt ud over nationale grænser.

Hvis medierne vil leve op til deres rolle, må de hæve sig over den umiddelbare dramatik og stille de spørgsmål, der rækker videre: Hvorfor skete det? Hvad gik forud? Hvordan kan det forhindres fremover? Og hvorfor er det så ofte jøder, der betaler prisen for verdens moralske vaklen?

I sidste ende er angrebet ved Bondi Beach ikke kun en test af Australiens sikkerhedssystem, men af hele verdens evne til at møde had med klarhed. Lys tændes kun, hvis nogen vælger at tænde det.