Efter angrebet på Bondi Beach: Jeg behøver ikke en kalender. Jeg har nyhederne
Terror har fået plads i kalenderen. Når højtider markeres med betonklodser og bevæbnede vagter, er noget gået grundlæggende galt.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg behøver ikke slå op i en helligdagskalender for at vide, hvornår der er højtid. Jeg skal bare tænde for nyhederne.
Når der er terror mod jøder, er det ofte hanukkah, yom kippur eller en anden helligdag. Når der er angreb i Europa, er det jul. Julemarkeder. Kirker. Pladser pyntet med lys og gran. Vores fælles fejring er blevet vores fælles advarsel. Det er så absurd, at det næsten er til at grine af. Næsten.
Helligdage plejede at være det tidspunkt, hvor vi samledes. Hvor vi lagde konflikter væk. Hvor vi spiste sammen, sang sammen og mindede hinanden om, hvem vi er. I dag er helligdage det tidspunkt, hvor vi sætter betonklodser op. Hvor politiet står med automatvåben. Hvor forældre kigger sig over skulderen, før de tager børnene med.
Som jøde har jeg længe vidst det. Mange jødiske helligdage handler om, at nogen prøvede at slå os ihjel, og at vi overlevede. Forskellen er bare, at det før var historie. Nu er det breaking news.
Men det er ikke længere kun et jødisk vilkår. Danmark er et kristent land, og vi har nu samme pejlemærke. Man ved, det er jul, når julemarkederne bliver terrorsikret. Man ved, det er alvor, når glæde kræver politibeskyttelse. Det er en katastrofe af en normalisering. Og jeg er træt af det. Træt af at acceptere frygt som vilkår. Træt af at kalde det “sikkerhed”. Træt af at lade som om, det bare er sådan, verden er. For det er ikke normalt, at højtider forbindes med dødstal. Det er ikke normalt, at tro skal udøves bag hegn. Det er ikke normalt, at fællesskab kræver bevæbnede vagter. Mønsteret for, hvornår vi kan tælle helligdag, er så tydeligt, at man kunne tegne det med kridt.
Som dansker og jøde beder jeg hverken om tykkere glas eller flere betonklodser. Jeg beder kun om frihed. Friheden til at fejre uden frygt. Friheden til at samles uden at være bange. Friheden til, at helligdage igen handler om liv, ikke om had. Hvis vi accepterer, at terror er blevet en del af kalenderen, så har vi allerede givet for meget op. Og det nægter jeg at kalde normalt.