Ane Halsboes opgør med spilreklamer rammer de lovlige – og giver de ulovlige frie rammer

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Lad os kalde ham Emil. Han er 22 år og spiller hos regulerede danske udbydere. Han prøver at styre det, men indimellem fylder det for meget. Emil er i risikozonen – præcis den gruppe, politikerne siger, de vil beskytte.

Problemet er bare, at Spilpakke 1 ikke beskytter ham. Den skubber ham tværtimod tættere på de steder, hvor risikoen eksploderer.

I sit debatindlæg i JP fejrer skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen de nye markedsføringsrestriktioner for licenserede udbydere. Men når hun taler om »ansvarlighed« og »beskyttelse af unge«, rammer hun forbi virkeligheden. Hun går efter reklamerne – ikke efter problemet.

Der er gode elementer i aftalen: flere midler til forebyggelse og et tiltrængt opgør med kasino-influencernes uetiske markedsføring.

Men her stopper det også.

For når ministeren slynger tal som »en halv million danskere« ud, ved hun, at de bygger på usikre selvrapporter og blander alt fra let bekymring til alvorlig afhængighed sammen. Det skaber drama, ikke klarhed.

Samtidig ignorerer hun det mest alvorlige: Næsten hver tredje online-spillekrone havner hos uregulerede udbydere, hvor ingen krav til ansvarlighed gælder. Alligevel indeholder Spilpakke 1 stort set intet, der adresserer det illegale marked.

Risikoen er, at udsatte spillere – som Emil – skubbes direkte mod aktører uden kontrol.

Det mest bekymrende er dog, at ministerens opgør hviler på en påstand, ingen forskning kan bekræfte: at flere spilreklamer skaber flere spilafhængige. Der findes ingen dokumentation for den sammenhæng. Selvom antallet af reklamer er steget, er danskernes spilforbrug ikke gjort det samme.

Reklamer påvirker typisk, hvor man spiller – ikke om man udvikler afhængighed. Alligevel er det reklamerne, regeringen går efter. Hvorfor? Fordi det er nemt. Fordi det kan forklares på 30 sekunder i TV Avisen. Fordi det giver politisk ro – men ikke reel beskyttelse.

Hvis man virkelig ville hjælpe unge som Emil, ville man rette blikket mod det sted, hvor problemerne opstår: de internationale sociale medier. Det er dér, algoritmerne rammer ham. Det er dér, ulovlige udbydere opererer frit. Men dem rører regeringen ikke. Ikke fordi de ikke er farlige, men fordi de er svære at regulere.

I stedet vælger man quickfix: blokeringer, forbud, symbolpolitik. Og imens gør man de regulerede udbydere – dem, der stopper spillere, deler data og holder ulovlige aktører væk – svagere.

Resultatet er, at Spilpakke 1 styrker dem, der ikke følger en eneste regel.

Hvis regeringen vil beskytte unge som Emil, kræver det politisk mod:

- Fjern de ulovlige udbydere

- Reguler de sociale medier

- Brug data til tidlig identifikation

- Stop med at lovgive på mavefornemmelser.

Man skaber ikke ansvarlighed ved at angribe dem, der følger reglerne, og ignorere dem, der ikke gør. Problemet er reelt. Politikken er det ikke endnu.