Kunsten mangler at vise os moden skønhed
Skønheden er lidt som kunsten. Den kan leve alle steder. Også i det modne udseende. Men det ser vi sjældent, selvom vi har hårdt brug for den forståelse, den kan give os.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det skal ikke være for nemt. Derfor gik jeg i tidligere på året rundt på Louvremuseet i Paris i trængslen – time efter time. Jeg ville undersøge udstillingen ”Of all Beauties”, som var spredt ud over hele museet som i en skattejagt. Men hvad gør man ikke for at blive mere oplyst om kunstens bud på skønhed gennem årtusinder. Og ikke mindst se på udstillingen i relation til alder.
For hvad er skønhed set med kunstens øjne, og har en moden alder overhovedet nogen plads der?
Fra faraoer til renæssancefetich har fascinationen af vores udseende kredset om det tilvirkede og det tæmmede. Personer pyntet med makeup, smykker og parykker. Med total kontrol over hårvækst. Alt, hvad kunne justeres og ændres, er blevet det i forhold til gældende mode. Resultat: Man skabte sit eget look. Et, som det kunstneriske blik faldt for og ønskede at videregive. Glat og glansfuldt.
Det usædvanlige har også plads i Louvres skønhedsbillede. Blå øjne i fjerne egne, glat græsk marmorhud fra forgangne tider uden hudplejemidler på alle hylder. Også den uberørte og rene ungdom er en sællert. ”Saint Mary Magdalene” fra 1515 af Gregor Erhart viser idealet så tydeligt. Nærmest guddommelig er hun iklædt sit lange guldhår som fin kontrast til porcelænshuden.
Det viser os, at selvom stilen forandrer sig over tid, så er fascinationen drivkraften. Men fascination kan være af forskellig art. Kvinden med spejlet (Titian, ca. 1515) ser alvorligt på refleksionen. Det er, som om hun er klar over, at skønheden som regel aflæses på det yderste lag af blikket udefra. En forgængelig og dermed skrøbelig affære. Det er synet af en hersker.
Men det modne udseende virkede nok ikke så interessant for synet, der kuraterede udstillingen på Louvre, for kun få eksempler på det modne blev givet en plads i rammerne.
Men eksemplerne var opløftende. For de var glade. Jacques-Louis Davids svigermor fra 1784 giver den fuld gas på tilbehøret og minder os om den glæde og selvtillid, der toner frem, når man forlader rækkerne af nybegyndere. Man læner sig tilbage, ser ud og holder op med at spare – også på flæserne. Man giver sig selv lidt mere og stiller sig til rådighed.
Også Jean-Baptiste Pigalles skulptur af Voltaire fra 1776 stråler af velvære. Han er totalt tilpas i sin modne krop – og den er endda nøgen. Kunstneren valgte at skabe et udtryk, der rummer beundringen af den modne krop. En hyldest også til livets forskellige faser, og til kroppen, som udvikler sig smukt og værdigt.
Den ser ikke ud, som om den savner at blive tilvirket og tæmmet. Den må være til, som den er, og den viser en blanding af mildhed og eftertanke omsat til stilfærdig æstetik.
Så hvad kan kunsten sige om skønhed og alder? Når den endelig får lov at tone frem, kan den minde os om, at modenheden giver en frihed til at udtrykke det, vi hver især finder attraktivt, men også at modenheden er attraktiv i sig selv. Vi behøver ikke at være uberørte for at være smukke.
Skønheden er som lidt som kunsten: Den kan leve alle steder. Også i det modne udseende. Men det ser vi sjældent.
Vi må udforske, hvordan kunsten gennem tiden har formet vores opfattelse af skønhed og af det modne udseende. Markedsføringen blæser det unge og det producerede ideal ud til os med stor kraft. Men kunne kunsten give os en dybere forståelse af mennesket i flere af livets faser? Af den æstetik, som følger af indsigt og udsyn, men også nysgerrighed, lyst og energi. Lad os gøre forsøget.