Når LA forsøger at forklare sit kvindesyn, bliver det kun mere uforståeligt
Når kvinder skal gå hjemme ved familien, må man forstå på Liberal Alliance, at det er frihed til selv at vælge. Men den samme frihed gælder ikke, når kvinder gerne vil kunne gøre karriere.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er kun blevet sværere at forstå Liberal Alliances kvindesyn, efter at det har prøvet at forklare, hvad det egentlig er, partiet mener. Måske ikke overraskende.
De udfald, der over de seneste år har været rettet mod kvinder, har givet en meget god indikator på, hvor partiet ligger.
Sidste år måtte man forstå på Ole Birk Olesen, at »mange kvinder har hele tiden et eller andet, der er galt med dem. Enten har de hovedpine, eller også er de oppustede. Kvinder taler også meget om de ting, der er galt, når de har hovedpine eller er oppustede, eller hvis de sidder på en restaurant, og der er træk bagfra.«
Det citat kom i øvrigt, efter at Liberal Alliance flere gange havde taget afstand fra synspunkter om, at kvinder ikke er egnede til at gøre militærtjeneste og i øvrigt hellere skal bruge tiden på at føde børn.
Nu er partiet så på den igen. Med et stort forsvar for, hvorfor staten skal betale kvinder for at gå hjemme og passe deres børn.
Sólbjørg Jakobsen argumenterer for, at det er en kerneliberal frihedsrettighed for kvinder. Hvorefter man så også må forstå, at det er staten, der skal betale kvinderne for at passe deres børn. Som socialdemokrat skal jeg ikke gøre mig klog på Liberal Alliances definition på liberale frihedsrettigheder.
Men det er dog besynderligt, at kvinders ret til hjemmepasning må forstås som liberal frihed. Mens det ikke gælder kvinder, der har lyst til at gøre karriere, og som oplever lønforskelle, og at vejen til ledelsesgange og bestyrelseslokaler er langt sværere end for mænd med helt samme uddannelse og ambitionsniveau.
Det synes ganske enkelt selektivt, når Liberal Alliances kvindesyn alene handler om kvinder, der skal gå hjemme – og ikke kvinder, der gerne vil arbejde meget.
Da Peter Hummelgaard sidste år skrev en bog, hvor han bekymrede sig for, at Liberal Alliance med en række udtalelser om kvinder bærer brænde til det bål af kvindehad, som desværre brænder på sociale medier, og som tiltrækker unge mænd.
Da måtte man på mængden af ukvemsord forstå, at Liberal Alliance slet ikke forstod, hvor den bekymring kom fra. Dette, selvom forskningsresultater viser, at der meget vel kan være sammenhæng mellem hadefuld og nedladende tale og holdninger i befolkningen. Ligesom det igen og igen er dokumenteret, at hadefuld tale om kvinder kan føre til psykisk og fysisk vold.
Liberal Alliances kvindesyn er kun blevet endnu mere uforståeligt og uklart, efter at det har forsøgt at forklare det. Frihed bør nemlig handle om alle i samfundet. Ikke kun dem, der ønsker frihed til at passe deres børn hjemme.
Det bør også handle om de stadig flere kvinder, der ønsker at udleve deres ambitioner i arbejdslivet, kulturen eller andre steder i samfundet. Frihed er kun frihed, hvis det gælder alle – og alle typer af valg. Kære Liberal Alliance. I kan godt.