Hvorfor skal vi førtidspensionister altid revses og udstilles igen og igen?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mona Juul, formand for Det Konservative Folkeparti, revsede i sin tale på partiets landsråd forleden de unge under 40 år, de kriminelle og indvandrere for at have fået tildelt en førtidspension. Jeg er ingen af de tre grupper, men jeg er førtidspensionist.

Vi førtidspensionister er ikke at sammenligne med en bakke jordbær. Fordi der i en bakke jordbær er et eller to rådne bær, er det ikke ensbetydende med, at hele bakken er rådden. For ikke at sige, at alle jordbær i Danmark er rådne.

Det er lidt for letkøbt at skyde på unge, kriminelle og indvandrere på førtidspension. For mig lyder det som enten uvidenhed eller nedladenhed, og det er at plukke de lavthængende frugter på os kronisk syges bekostning.

Det er unødvendigt og uværdigt, at vi førtidspensionister igen og igen skal stå på mål som en gruppe af den laveste kaste, fordi vi er blevet syge.

Det er klart, at der ses ned på det at være førtidspensionist, når det gentagne gange nævnes i negative vendinger fra vores politikere. Ingen ønsker at blive kronisk syg. Jeg ønskede det heller ikke.

Men det blev jeg. Jeg har endnu til gode at møde en kronisk syg person, som ikke hjertens gerne ville bytte sit liv i sygdommens hjemmefængsel for et frisk og rask liv på arbejdsmarkedet.

En ting er den forfærdelige personlige kamp, der ligger i at miste det liv, som man kendte det, samt sine fremtidsdrømme til kronisk sygdom. En anden ting er, at man bliver dømt til evig skam og mistro og så endda også fra vores egne folkevalgte politikere.

Jeg har ikke altid været kronisk syg. Jeg havde en ganske fin karriere i erhvervslivet, så den side af livet er på ingen måde fremmed for mig.

Som leder bør man være bevidst om, at ens holdning og indstilling gennemsyrer hele organisationen. En leder må have tillid til, at medarbejderne udfører deres arbejde ordentligt uden behov for konstant kontrol. Det samme gælder for politikere. De er de øverste chefer, og de offentligt ansatte er deres medarbejdere.

Inden en borger tilkendes førtidspension, gennemgår vedkommende et omfattende forløb. Der skal indhentes lægeerklæringer, speciallægeudtalelser og vurderinger fra specialister. En jobkonsulent fra jobcentret følger forløbet, og til sidst træffer et rehabiliteringsteam afgørelsen. Først derefter bliver en borger tilkendt førtidspension.

Når en politiker så efterfølgende siger, at afgørelserne bør tjekkes igen, sender det et signal om mistillid. Ikke kun til systemet, men til de medarbejdere, der hver dag løfter en svær og kompleks opgave.

For politikere som øverste ansvarlige handler det derfor ikke blot om at kritisere enkeltsager, men om at stå på mål for de beslutninger og rammer, de selv har skabt.

Det er deres ansvar at sætte en retning, vise tillid og sikre ordentlige vilkår for de ansatte. Og ikke at undergrave deres arbejde ved at antyde, at de ikke har udført det grundigt nok.

I erhvervslivet får man en titel, der svarer overens med ens ansvar og job. Hvad med at vi gør op med denne fordomsfulde titel af ”førtidspensionist” og giver os titel af det, vi er: kronisk syge på borgerløn.