Venstre kalder os gammeldags – men det er dem, der sidder fast i fortiden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når politikere fra Venstre angriber Liberal Alliances familiepolitik med beskyldninger om, at den vil »trække kvinder tilbage til kødgryderne«, afslører det mest af alt noget om deres eget kvindesyn.

For hvorfor tror de egentlig, at kvinder ikke selv kan træffe valg om deres liv? Hvorfor er det altid politikerne, der skal definere, hvad der er det rigtige for en moderne kvinde eller familie?

Liberal Alliances familiepolitik er ikke en tilbagerulning til 50’ernes parcelhusideal. Den er netop det modsatte, en anerkendelse af, at familier anno 2025 ser vidt forskellige ud, og at det derfor kræver fleksibilitet og frihed.

»Pengene skal følge barnet«, er ikke et forsøg på at lænke kvinder til komfuret, men et forsøg på at give familier friheden til at vælge den løsning, der fungerer bedst for netop dem.

Om det er to karriereforældre med fuld fart på, en familie med hjemmegående i en periode eller noget helt tredje, bør være op til familierne selv og ikke til Christiansborg.

Når kvinderne i Venstre vil udstille os som et parti med et dårligt kvindesyn, ender de næsten altid med at hive de samme gamle citater frem.

Så skal vi høre om noget, Ole Birk Olesen engang sagde, eller en udtalelse fra Mads Strange, som kan virke spids eller provokerende.

Men at reducere et helt parti til enkelte personers kommentarer er et sløjt argument. Der er en stor forskel på, hvad et menneske kan mene i en bestemt sammenhæng, og hvad vi som parti rent faktisk laver politik på. Og vores politik handler ikke om at trække kvinder tilbage til fortiden. Den handler om at give familier og kvinder fremtidens vigtigste rettighed, nemlig friheden til at vælge selv.

Jeg er ganske ligeglad med, om nogen vælger at arbejde 70 timer om ugen, eller om de vælger at gå hjemme i en periode. Det vigtige er, at de selv har valgt det. Det er dér, friheden ligger. Friheden til at prioritere anderledes, friheden til at tage højde for, at familier ikke er ens.

Venstres kritik bygger på en gammeldags tanke, nemlig at kvinder kun er frigjorte, hvis de træffer præcis de valg, Venstre synes er rigtige. Men reel ligestilling handler ikke om at presse alle ind i samme skabelon. Det handler om at acceptere, at kvinder og mænd er forskellige, og at de derfor også vil leve forskellige liv.

Så i stedet for at mistænkeliggøre friheden som et skjult angreb på kvinder burde Venstre anerkende, at valgfrihed i familien er selve kernen i et frit samfund. Den største ligestilling opnår vi, når vi stoler på, at folk kan træffe deres egne valg, også selvom de valg ikke ligner ens politiske idealbillede.