Det er ikke en kønsdebat, men en kritik af datingkulturen
Nej, jeg angriber ikke mænd som køn. Det er slet ikke det, jeg er ude på. Det er den kultur, man støder på, når man dater, den er gal med.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
For et par uger siden skabte mit debatindlæg “Datinghamsterhjulet giver mig lyst til at være evighedssingle” for alvor røre i andedammen, og det glæder mig. En god debat lever netop af, at mange har noget på hjerte.
Alligevel ærgrer det mig, når mit budskab bliver læst som et kønnet angreb. Det føles, som om jeg får proppet ord i munden, som aldrig var mine.
Nogle mænd har følt sig truffet og reageret, som om jeg kritiserer dem som køn. Men lad mig slå fast én gang for alle: Mit indlæg handler ikke om mænd. Det handler om en kultur.
Jeg skriver som heteroseksuel kvinde, og derfor tager mine erfaringer udgangspunkt i mænd. Men datinghamsterhjulet er ikke kønsspecifikt. Det kunne lige så vel beskrives med omvendt fortegn.
At nogle alligevel læser det som en kritik af mænd, viser måske mest af alt, hvor svært det er at tale om dating uden straks at ende i en kønskamp. Men det er ikke den kamp, jeg inviterer til.
Jeg kritiserer en kultur, hvor respekten for hinanden er blevet sekundær, og hvor “spillets” præmis er brutal: Spil nådesløst eller tab dit hjerte i farten.
Da jeg selv blev single, kendte jeg ikke reglerne. Jeg gik ind i relationer med nysgerrighed og oprigtighed, men blev fanget i spil efter spil, hvor respektløs adfærd var normen, og hvor ærlighed blev betragtet som svaghed. Det gjorde mig træt.
Og jeg er desværre langtfra den eneste. De seneste uger har jeg modtaget et væld af beskeder fra både mænd og kvinder, der kan spejle sig i mine oplevelser. Det er utroligt trist, men det understreger, at problemet ikke er kønnet.
Det er universelt.
Ser man på, hvad der skaber problemet, peger mange på datingapps som synderen. Og ja, de spiller helt afgjort en rolle. Uendelige swipe-muligheder kan få os til at tro, at der altid findes et bedre match rundt om hjørnet. Det ændrer naturligvis måden, vi møder hinanden på.
Men selvom appsene kan forstærke dynamikkerne, er de ikke hele forklaringen. De relationer, jeg beskriver, er skabt uden for skærmen. Derfor kan vi ikke frikende os selv og lade teknologien stå alene som forklaring.
Mit budskab er enkelt: Problemet er ikke mænd. Det kan heller ikke reduceres til datingapps. Problemet er den kultur og det mindset, vi tager med os ind i mødet med hinanden. Det er dér, kærligheden snubler og bliver mere kompliceret, end den burde være.