Fritidsjob eller farlig lektion i arbejdsmarkedet?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er 16 år, og i min alder er det meget normalt at have et fritidsjob. Her kan man tjene lidt ekstra til tøj, ungdomskort, opsparing og billetten til gymnasiefesten.

Det er fedt. Man får flere penge mellem hænderne, lærer at tage ansvar og opbygger nye kompetencer. Og vigtigst af alt: Man får kendskab til arbejdsmarkedet og erfaring. Det gavner både den enkelte og samfundet, at unge i en tidlig alder lærer at tage ansvar.

Det er også grunden til, at jeg som 14-årig fik mit første job som piccoline hos Jyllands-Posten. Senere har jeg arbejdet i Føtex og som lektiehjælper. Nogle oplevelser bedre end andre.

Men mødet med arbejdsmarkedet, som burde være en positiv oplevelse, har for mig og mine venner ikke altid været guld og grønne skove.

En undersøgelse fra Jobpatruljen viser, at 96 pct. af unge i 2024 oplevede et eller flere regelbrud på deres arbejde. Regler så enkle som, at unge under 18 ikke må betjene farlige maskiner, stå alene eller arbejde uden kontrakt.

Mange af mine venner og jeg har derfor ikke den fede oplevelse med arbejdsmarkedet, vi godt gad have. Vi oplever arbejdsgivere, som er ligeglade med reglerne og vores trivsel. Det gælder f.eks. retten til en kontrakt og forbuddet mod at bruge stort maskineri.

Samtidig arbejder vi ofte i caféer, restauranter og butikker. Her er vi særligt udsat for kunder, der taler ned til os eller råber ad os. Problemet er altså dobbelt: Vi har job, hvor vi i forvejen står i udsatte situationer, og samtidig svigter arbejdsgiverne deres ansvar ved at bryde loven.

Og hvordan har politikerne håndteret det? Ved at tale om, at endnu flere unge skal ud i netop de job. Stå alene i bageren, arbejde otte timer uden pauser, lære at »tage ansvar«.

For udover at tale det op, har politikerne også valgt at lempe reglerne for unge under 18. Nu kan man som 13-årig sidde bag kassen og blive råbt ad af kunder. Eller som ungarbejder få opgaven at rengøre en brødskæremaskine uden nødvendigvis at være oplært i det.

Jeg kan måske ikke finde tal på unges trivsel i fritidsjob. Men jeg kan fortælle om mine gymnasiekammerater, venner fra folkeskolen, mine tidligere kollegaer og mine egne erfaringer. Alt sammen peger på én ting: Der er noget helt galt i måden, fritidsjobbere behandles på – og arbejdsgiverne har bestemt ikke fortjent lettere regler.

Jeg synes derfor, det er ærgerligt, at vi snakker mere om, at flere unge skal have fritidsjob, i stedet for om, hvordan unge har det på deres fritidsjob. Måske er grunden til, at unge holder sig fra at have fritidsjob, nemlig ikke strenge regler, men nærmere, at vi alle godt ved, hvad vores venner bliver udsat for.