Landdistrikter har brug for en ny strukturreform

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er gået op for de fleste, at landdistrikter er andet og mere i dag end dengang, vi var et landbrugssamfund.

Men hvad er landdistrikter så? Alt uden for København, det modsatte af by, naturen, arealer til sektorer, særlige støtteområder, afgrundens rand, idyl og social kapital … eller? Lige fra næsten hele landet til en lille naturplet!

Der findes heller ikke en officiel, fælles og klar definition! I Danmarks Statistik findes ganske vist en gammel en: området uden for sammenhængende bebyggelser med 200 indbyggere og derover, altså nærmest det åbne land. Den findes ofte for begrænsende, for de fleste landsbyer skulle vist også tælles med.

I tiltagende grad anvendes landkommuner som afgrænsning, men så ændres tilgangen helt, og så får vi gennemsnitstal, hvori ret store byer indgår.

Jævnligt hører vi desuden om ”bynære landdistrikter” og ”udkantsområder” som udtryk for afstandsbetragtninger og en underliggende teori, der siger, at jo længere væk fra storby, jo svagere er området udviklingsmæssigt.

Bag ved det brogede eller snarere diffuse billede findes til gengæld et fælles træk, nemlig at landdistrikter er gjort til en relativ og underordnet størrelse, være sig af byer, funktioner, forskellige sektorers arealinteresser eller magt. Grøn trepart, grøn energiproduktion og naturnationalparker gør det ikke bedre.

Når det forholder sig sådan, er det ikke så sært, at det, som kaldes landdistriktspolitik, skyder i mange retninger og ikke har status som et egentligt politikområde med selvstændig myndighed og tilhørende forvaltning, også når det gælder det kommunale niveau.

Og når mange landsbysamfund fortsat kæmper for deres eksistens, er det på trods af dårlige odds og ud fra en indflydelse, der mest findes i skåltaler eller i småpenge til projekter. Til gengæld vidner det om, at der er masser af samfundsmæssige ressourcer til stede.

Landdistrikterne er ikke i deres egen ret set som samfund. Det bliver de først, når de bliver afklarede lokalområder med selvstændig status og myndighed.

Skal en strukturreform, der giver dem det, da ikke til debat? Måske skal de så ikke hedde ”landdistrikter” længere, men have rigtige navne, fordi det ellers virker undertrykkende.