Jeg savner det rå, rodede og uperfekte. Dette er et kærlighedsbrev til venskabet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg har aldrig været god til at have veninder. Jeg har aldrig været den, der rakte ud, og jeg har ofte været alt for ærlig – om det så handlede om en fyr, deres tøj, eller hvor rodet deres værelse var. Det har kostet mig en del venskaber gennem årene.

Alligevel kom jeg forleden morgen, mens jeg lå i sengen med både menstruationssmerter og tømmermænd (en yderst ubehagelig kombi, skulle nogen være i tvivl), til at gå nostalgiens veje og tænke på dengang, venskaber føltes meget lettere.

For da jeg var barn, var det helt normalt at blive afleveret hos en veninde og så bare blive dér. Timer, dage, sommetider en hel uge. Jeg husker en sommer, hvor jeg boede hos min (daværende) veninde Signe, fordi vi skulle til gymnastikcamp. Vi delte værelse, vi delte morgenrutiner, vi delte måltider. Og for os var det det mest naturlige i verden.

Jeg fik et sjældent indblik i hendes liv den uge. Hvordan hendes forældre var. Hvordan hendes tvillingebror konstant drillede hende. Hvordan hun spiste sin havregrød, hvordan hendes familie småskændtes ved middagsbordet. Alt det, man aldrig forstår om et andet menneske, hvis man kun ses i skolegården eller til en aftale i kalenderen.

Og mens jeg lå dér, med den ene hånd på min ømme livmoder og den anden på mit bankende hoved, slog det mig: Vi får alt for sjældent det indblik i hinandens liv i dag. Vi er blevet små lukkede borgerdyr. Vi er gode til at invitere til brunch og gåture i Søndermarken, men vi inviterer sjældent nogen ind i det rå, rodede, uperfekte liv. Vi ser kun hinanden i glimt, aldrig hele filmen.

Det er en skam. For jeg har først i mine senere år – efter et par mislykkede parforhold – indset, hvor meget jeg har brug for mine veninder. De er dem, jeg kan ringe til, når jeg ikke kan holde ud at scrolle mere i datingapps. Dem, jeg kan grine med, når jeg har dummet mig på en bytur. Dem, jeg kan skælde ud, når de tager tåbelige beslutninger. Og dem, der ikke er bange for at sige det samme til mig.

Jeg mærker det især i de små øjeblikke. Som når en veninde insisterer på at blive hængende hos mig, selvom jeg siger, jeg har brug for at være alene, og hun har ret, for jeg har i virkeligheden brug for selskab. Eller når jeg træder ind i en vens lejlighed, hvor der ligger tøj på gulvet og opvask på køkkenbordet, og han siger: »Du må tage mig, som jeg er.« Det er dér, venskabet føles ægte.

Når jeg tænker tilbage på min barndom, ser jeg nu, hvor meget nærvær der lå i den selvfølgelighed, vi havde. Jeg voksede op på en gård med heste, og vennerne kom bare forbi uden at spørge. Vi red til Superbrugsen for at købe slik på vores heste (ja, rigtige heste, ikke jernheste) og tog fotoshoots i majsmarkerne på vej hjem.

Vi sov i telt i haven om sommeren, og på høloftet om foråret. Jeg kan stadig huske duften af varm halm, smagen af Matador Mix og den lidt klamme følelse af soveposer, der altid blev fyldt med halm og hø. Jeg kan huske, hvordan vi lå og sladrede om drengene fra klassen helt ud til sent på natten. Det var magisk. Men jeg så det ikke dengang.

Det gør jeg nu. Og jeg savner det. Jeg savner at få lov at være en del af et andet menneskes hverdag. Ikke bare deres højdepunkter på Instagram eller deres velovervejede livsbeslutninger over en flat white. Men deres reelle liv.

For venskaber lever ikke af kaffeture alene. De lever af tid, af rod, af pauser og af at få lov til at være vidne til hinandens virkelige liv. Og måske er det på tide, at vi tør invitere hinanden indenfor igen.

Derfor vil jeg prøve at sætte mere pris på mine venner. Jeg vil skabe flere magiske momenter, hvor vi er sammen, rigtigt sammen. Ikke kun som polerede borgere, der sidder fint til bords. Og jeg håber, at du vil gøre det samme