Er jeg som 55-årig jobsøgende blevet en "too good to go"-vare?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det danske arbejdsmarked hyler højlydt efter arbejdsivrige hænder og hjerner. Ikke desto mindre oplever flere og flere 50+-årige aldersdiskrimination i jobsammenhæng. Det gælder både dem, der er i arbejde, og dem, der søger job, ligesom jeg gør.

Forskning viser, at arbejdsgivere i højere grad frasorterer ansøgere på grund af alder end på grund af f.eks. køn og religiøs baggrund.

Jeg har rundet de 55 år og befinder mig i arbejdsmæssig sammenhæng et sted mellem fremdrift og afvikling. Jeg skal hverken speede op i karrieren, som kvinder i 30’erne og 40’erne tit gør, eller begynde at drosle ned.

Der er 14 år til, jeg når pensionsalderen. Jeg vil gerne give den en arbejdsmæssig skalle, som i slagkraft passer til folk i min alder, og være med til at holde vores velfærdssamfund kørende. Jeg er hjemmevant med at trække i arbejdstøjet, få en løn, betale min skat og gøre mig nyttig. Det har jeg gjort hele mit arbejdsliv.

Men når jeg mærker godt efter, så er der også en anden stemme, der taler. En, der ikke længere er villig til at slå knuder på sig selv for at passe et arbejde. Den stemme har absolut ingen lyst til at råbe op, tvinge sig selv frem i bussen, bruge albuer eller presse sig ind i tidens tempo.

Så hvor kan jeg squeeze mig ind, når den største del af jobmarkedet er hængt op på en blæksprutteordning? Når man som potentiel ny medarbejder skal kunne dokumentere noget, der minder om jonglør- og slangemenneskekompetencer og evnen til at accelerere for at skrue tempoet op, når det forlanges. Noget, som mange arbejdsgivere næppe føler sig overbevist om, at jeg som 55-årig kan. Eller for den sags skyld vil.

I præstationsræsets navn har jeg set en række dygtige mennesker gå ned med stress, mig selv inklusive. Der skal jeg ikke hen igen.

Af og til har jeg lyst til at gemme mig for samfundets og tidens krav. Sidde og glo ud i luften ved siden af katten, der sover, og i ro og mag give mig til at skrive. Når jeg har dagdrømt længere tid, end min fornuft finder holdbar, minder den mig om, at jeg må op af sofaen, sætte håret og spille med. Det vil jeg jo også gerne!

Efter en længere periode med stresssygemelding skriver jeg ansøgninger. Jeg søger job, der ser spændende ud. Jeg gør mig umage og skriver efterhånden nogle ret fiffige ansøgninger, som jeg også følger op på. Min erhvervserfaring er solid; jeg har oplevet meget i mit arbejdsliv, og min uddannelsesmæssige baggrund er absolut ikke at kimse af.

Men indrømmet: Jeg har grædt tørre tårer over perlerækken af afslag, jeg har fået. Ikke fordi jeg ikke vil arbejde. Så vidt jeg ved, er jeg ikke ”dovne Roberts” søster. Mere fordi der er noget i mig, der ikke længere er så vild med at passe ind i en tilværelse, hvor linedansen mellem en alt for travl hverdag og behovet for at sætte tempoet ned bliver en gordisk knude, som end ikke en ferie kan løse.

Fælder jeg en tåre, er det som regel om natten, når katastrofetankerne hvisker mig i øret og spørger: Hvordan har du egentlig tænkt dig at betale regningerne?

Jeg føler mig som et “too good to go”-tilbud. Ikke udløbet. Ikke ubrugelig. Bare … placeret uden for spotlightet. Stående på et bjerg af viden, med et erfarent glimt i øjet og masser at byde på, men ikke på den måde, jobannoncerne og store dele af det pulserende arbejdsmarked dikterer. Ingen blæksprutte, ikke specielt udadvendt og ikke lige så omstillingsparat som for 10 år siden. Til gengæld: rolig, eftertænksom, observant og selvstændig.

I ”gamle dage”, før jeg gik ned med stress, havde jeg travlt med at bevise mit eget værd på arbejdsmarkedet. I kraft af min uforholdsmæssigt store identifikation med mit arbejde søgte jeg at slå min eksistensberettigelse fast med syvtommersøm; over for omverdenen og ikke mindst over for mig selv. Af og til syntes jeg, at jeg snød på vægten i forhold til mine evner og ikke var en ”rigtig” lærer, sådan som jeg tænkte, en rigtig lærer skulle være.

Adskillige terapitimer, svimmelhedsanfald og hukommelsessvigt senere er der faldet en del mere ro over tilværelsen. Så meget, at det nu føles lidt som at stå på en banegård og betragte. Togene med produktive personaler eller bedsteforældre med børnebørn suser enten forbi eller holder stille på sidespor. Jeg er hende, der står med en kop kaffe på perronen og venter på næste afgang uden helt at vide, hvilken retning den går i.

Det er gået op for mig, at jeg i arbejdsmarkedssammenhæng nu sorterer under betegnelsen ”seniorer”. I den forbindelse får jeg med jævne mellemrum en venlig invitation i min e-Boks fra Senior Erhverv Kronjylland, hvis formål er at hjælpe arbejdssøgende 50+ tilbage i job. Hvad bliver det næste? At jeg får tilbudt et gangstativ?

Søgte jeg tilbage til min gamle bestilling som lærer i grundskolen, ville kræfterne og et gangstativ ikke række. Tidens børn, der tæller mange elever med personlige og sociale udfordringer, er bedst tjent med (unge) lærere, som brænder for at være med til at gøre den nye generation fællesskabsorienteret og livsduelig.

Rent faktisk har jeg allerede et arbejde i form af et bijob som museumsformidler ved koldkrigsmuseet REGAN Vest i Nordjylland. Desuden underviser jeg dette efterår i erindringsskrivning i aftenskoleregi.

Desværre rækker de beskæftigelser ikke til at betale min del af regningerne herhjemme. Og indtil videre rækker de heller ikke til at få relevante arbejdsgivere til at gribe knoglen og kalde mig til en samtale.

Måske skal jeg knække min arbejdsmæssige stolthed, fatte, at jeg nu billedligt talt hører til i ”stop madspild”-kategorien og tage imod det moralske gangstativ, som Senior Erhverv Kronjylland så velvilligt tilbyder for at få mig i sving igen. Forstå, at jeg i mange arbejdsgiveres øjne har udspillet min rolle på arbejdsmarkedet længe før, jeg selv var klar over det.

Det er ironisk, fordi ledigheden aldrig har været lavere end nu. Med risiko for, at de styrter lige så tonstungt til jorden som mit kandidatur på jobmarkedet, skulle jeg måske udgive mine erindringer … Alt tyder i hvert fald på, at jeg må skrue betragteligt op for kreativiteten for på sigt at opnå en indtjening, der kan gøre det ud for den forjættede hovedindkomst.

Heldigvis er jeg så optimistisk anlagt, at jeg har en tro på, at tingene vil løse sig. At jeg ved egen kraft kan få mig bugseret så meget tilbage i det pulserende arbejdsliv, at jeg ikke behøver vende hver en øre og notere i min regnskabsbog, når jeg køber en pose Fisherman’s Friend.

Ad snørklede omveje, tænker jeg, vil jeg fortsat komme til at bidrage til samfundet med min viden og kunnen, blive lønnet for min indsats, være fradragsberettiget og genoptage indbetalingen til min pensionsordning. Også inden jeg kommer på finansloven som folkepensionist.

Der skal endnu løbe en del vand i åen, før jeg når disse folkepensionist-tinder, hvor livet bliver en lang weekend. Her og nu søger jeg at sno mig uden om at ende op ligesom en af de tørkager, der ligger i glasmontren i discountsupermarkedet 365. Den smager ganske udmærket, men gør ikke det vilde væsen af sig og vækker derfor ofte først folks opmærksomhed efter kl. 19.00, når den kan afsættes for en flad femkrone.

Jeg har drukket min kaffe, spist en tørkage, som jeg gav fuld pris for, og står på perronen, klar til at stige på det næste tog. Et tog, der vil lede mig det sted hen, hvor jeg i al min årvågne adstadighed kan gøre endnu en arbejdsmæssig forskel – til glæde og gavn for min økonomi, mig selv og for andre.