Hvorfor har kvindelighed og krop ingen plads i ligestillingen?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Da jeg satte fødderne i Sevilla, fandt jeg en frihed, jeg aldrig havde mødt i Norden. I sydens gader gik de andalusiske kvinder i farverige kjoler, med stærke blikke og en naturlig selvfølgelighed i deres kroppe.

Først betragtede jeg dem skeptisk.

Var de ikke for meget? For udadvendte? For feminine? Men snart gik det op for mig, at det i virkeligheden var min egen nordiske tankegang, der dømte.

For hvorfor er kvindelighed stadig noget, vi i Danmark lærer at holde nede – i påklædning, i attitude, i det offentlige rum?

Jeg blev dybt chokeret over, hvor stærkt de uskrevne regler i vores samfund har præget mig: at kvinder helst skal være diskrete, ikke fylde for meget, ikke vise for meget. At være kvinde i det danske samfund betyder ofte at lære at tilpasse sig – frem for at udfolde sig.

Er det virkelig ligestilling, når kvinders synlighed stadig mødes med skepsis?

For netop her ligger kernen: I Danmark taler vi meget om ligestilling, kønsroller og rettigheder. Vi har ordene, teorierne og statistikkerne. Men vi mangler et sprog for kroppen, for nærvær og for kvindelighed som en kraft i sig selv. Kvindelighed må gerne være effektiv og klog, men sjældent sanselig eller kropsligt nærværende.

Det kropslige bliver ofte betragtet som pynt – aldrig som en styrke.

I Syden oplevede jeg, hvordan æstetik og krop spiller en central rolle i hverdagen. Blikket, gangen, tilstedeværelsen – alt dette blev taget alvorligt som en del af den menneskelige identitet.

Jeg lærte, at femininitet ikke behøver være en rolle, man undskylder for, men en kraft, der udfolder sig i kroppen.

Og det er her, vi i Norden kan lære noget. Når vi taler om ligestilling, reducerer vi ofte samtalen til rettigheder, struktur og lovgivning. Alt dette er vigtigt. Men ligestilling uden kroppen bliver kun en halv frigørelse. Kulturen – kunsten, medierne, debatten – kunne give os det sprog, vi mangler.

Vi bør turde tale om skønhed, nærvær og kropslighed uden forlegenhed. For frigørelse handler ikke kun om hovedet og ordene, men også om kroppen, rytmen og blikket. For mig føles det i dag helt naturligt at klæde mig som de andalusiske kvinder. Spørgsmålet er, hvornår kvindelighed endelig får lov at være naturlig i det danske samfund.