Vi skal turde tale med de unge – ikke bare om dem

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvem blev ikke ramt i hjertet, da faren i Netflix-serien “Adolescence” til sidst gik ind på Jamies værelse? Hvor faren siger undskyld!

Døren til drengeværelset står halvt på klem. Inde i rummet ligger han – med blikket klistret til skærmen og fingeren, der scroller i et stille loop.

Som pædagogstuderende og med erfaring fra både skole, klub og gadeplansarbejde kender jeg det syn alt for godt. Det vækker noget i mig – både som fagperson og menneske. For hvad er det egentlig, han ser? Hvad er det egentlig, der foregår på den skærm?

Og desto flere forældre, jeg har talt med – desto mere er det gået op for mig, at de fleste af os ikke for alvor ved, hvad der foregår. Og at vi på en eller anden måde står i en fælles afmagt over for skærmens gennemsyrede fascinationskraft.

Måske tænker vi: »Det er jo bare lidt TikTok, det går nok.« Og nej – det er ikke altid farligt. Men vi må heller ikke blive så beroligede, at vi overser, hvad algoritmerne faktisk serverer. For i det øjeblik, hvor vi trækker os lidt for langt væk fra samtalen, kan mørkere strømninger få overtaget. Og én af dem hedder manosfæren.

Manosfæren tilbyder unge noget, de savner eller længes efter. Den tilbyder en drøm og lokker med en måde at være i verden på med styrke og status. Men det, de i virkeligheden får, er kvindeforagt, ekstreme verdenssyn og et farligt sort-hvidt syn på køn og magt. Og ja – det findes dér, lige på den anden side af skærmen, på platforme som TikTok, YouTube og Discord.

Jeg skriver ikke det her for at skabe frygt. Jeg skriver det, fordi jeg selv har mødt de unge, der siger ting som:

»Det er kvinder, der skal gå hjemme.«

»Mænd skal bestemme – det er naturligt.«

Og her er det, jeg stopper op. Ikke med vrede, afstandtagen eller bedreviden – men med nysgerrighed. For det er gået op for mig, hvor forkerte og fordømte de unge føler sig.

Det er gået op for mig, hvor meget vi kommer til at reagere med frygt, og hvordan den frygt føles som vrede mod de unge, mod skærmene og mod de ting, de ser.

Vi har skræmt børnene. Med den ene hånd gav vi dem en telefon i hånden med fri adgang til alt, og med den anden hånd har vi stået og fortalt dem, hvor forfærdelige skærmene er. Nogle gange har vi skældt dem ud, nedgjort det, de så, og foragtet deres verden. Ikke alle og ikke hele tiden. Men de fleste, jeg kender, har haft svært ved at tage en nuanceret samtale med deres børn om de mobiler og det, de ser på dem.

I stedet er vi kommet til at lyde som alle generationer før vores egen: som reaktionære gamle mennesker, der ikke forstår de unges verden, endsige sætter os ind i den, endsige taler med dem. På den måde går livet i cirkler, men vi kan forsøge at bryde den cirkel.

Som pædagogstuderende er jeg i nærkontakt med børn og unge. Jeg er af natur opsøgende, og jeg har gjort det til et mantra for mig selv, at jeg vil nå frem til en samtale. Så når jeg er ude i klasser eller møder unge i klubmiljøer eller på gaden, spørger jeg: »Hvad mener du egentlig med det?« Jeg spørger uden nogen toner, og jeg insisterer ikke på at vinde debatten. Jeg vil forstå. Og jeg vil invitere dem til at reflektere sammen med mig.

Når vi så begynder at tale sammen – rigtigt tale – sker der ofte noget. Ikke altid en kæmpe forandring på stedet, men nogle af dem stopper op. Tænker. Nogle vender tilbage senere og siger:

»Det gav faktisk mening – tak, fordi du gad lytte.«

Den oplevelse har gjort mig endnu mere bevidst om, hvor vigtigt det er, at vi som voksne ikke går i forsvarsposition. Ikke moraliserer. Ikke pakker os ind i fagbegreber og “rigtige holdninger”. Men i stedet møder de unge der, hvor de er – med respekt og tålmodighed.

Det er svært for os alle, uanset om vi er forældre eller pædagoger. En mor fortalte mig en dag, hvordan hendes datter havde sagt: »Alle, der er utro, skulle skydes« – og moren var gået i panik og fartet frem mod sin datter, fordi hun var bange for, at hun havde set noget ekstremistisk på skærmen, som hun var blevet influeret af.

I virkeligheden var datteren bare optaget af, hvordan mennesker kan forråde andre. Moren var så flov bagefter, fordi frygten i hende kom før samtalen. Og den frygt fik hendes datter til at føle sig forkert. Og på den måde nåede de ikke ind til kernen i samtalen, men endte i stedet i et skænderi.

Vi skal ikke servere hurtige svar, ej heller skal alle være digitale frontløbere eller kunne gennemskue TikToks algoritmer. Det vigtigste er, at vi tør være i det. At vi tør spørge:

»Hvad får du ud af at se det her?«

»Hvad tænker du om det, han siger i videoen?«

Det kan føles som et minefelt – og det er det nogle gange også. For det første, børnene hører, når vi spørger, er vores fordomme. Så vi skal genvinde deres tillid. Tavshed og laden stå til er ikke en løsning. De unge har brug for voksne, der tør stå i det svære uden at flygte.

Som opsøgende medarbejder i Lejre Kommune har jeg mødt mange unge, der – midt i en fest – begynder at tale om manosfæren, TikTok og deres oplevelser af verden. Her forsøger jeg altid at holde samtalen åben. Vi taler om mangfoldighed, om værdier, om at alle har noget at bidrage med i et fællesskab.

Det er ikke belæring. Det er dialog. Og jeg bliver i den. Ofte lægger vi samtaler alt for hurtigt ned, fordi vi ikke tør det usikre. Og selvfølgelig lykkes det ikke altid og hele tiden. Men jeg oplever mere og mere at få et dask på skulderen af en ung, der siger: »Fedt, du rent faktisk lyttede.«

Så hvis vi virkelig vil gøre en forskel, skal vi turde åbne samtalerne – både i skolen, i klubben og derhjemme. Vi skal spørge ind i stedet for at rette. Lytte i stedet for at konkludere. Finde ud af, hvor, hvordan og hvorfor manosfæren får fat. Og skabe et sprog, hvor sårbarhed og fællesskab er mindst lige så meget værd som “styrke” og “status”.

For manosfæren må ikke blive endnu en ting, vi ryster på hovedet af og går videre fra. Det skal være en anledning til at lytte bedre. Spørge mere. Være mere til stede.

Vi har som pædagoger og voksne en kæmpe mulighed for at gøre en forskel. Ikke fordi vi ved alt – men fordi vi tør stille os til rådighed. Fordi vi tør tage dialogen – selv når det er svært. Og fordi vi tror på, at de unge faktisk gerne vil tale, når nogen endelig tager sig tid til at lytte.

For samtalen behøver ikke starte med TikTok. Den kan starte med et ærligt spørgsmål – og et menneske, der vil forstå. Vi taler alt for meget om de unge og alt for lidt med de unge. Lad os rent faktisk øve os i at tale med hinanden. Alle taler om dannelsen, og med et blik tilbage til Grundtvig er enhver tale, der ikke fører til samtale, mislykket.

Som pædagogstuderende er jeg inspireret af Grundtvigs tanke om ”det levende ord” – at det er i den levende, mundtlige samtale, vi virkelig danner hinanden som mennesker. Det er i dialogen, at vi alle bliver klogere på os selv og hinanden.